Hypoxi som behandling af længerevarende COVID-symptomer eller Individualized Algorithm-Based Intermittent Hypoxia Improves Quality of Life in Patients Suffering from Long-Term Sequelae After COVID-19 Infection[1] som studiet retteligt hedder, er et nyt dansk studie, der forsøger at undersøge hvorvidt behandling med hypoxisk terapi har en langvarig effekt på symptomer efter COVID.
Hvorfor er det interessant i en hjernerystelseskontekst tænker du så nok? Det er interessant, fordi firmaet der står bag studiet, SANA Hypoxi, blandt andet slår sig op på at kunne hjælpe hjernerystelsespatienter. Vores artikel om netop denne behandlingsform, var den mest læste på commotio.dk i 2024. Og fordi symptomerne efter COVID i mange henseender minder om dem, vi oplever i forbindelse med langvarige symptomer efter hjernerystelse.
Metode
Studiets formål var at se på de langvarige effekter af hypoxisk terapi på længerevarende COVID-symptomer. Her lavede man individuelt baserede programmer, baseret på maskinlæring fra tidligere patienter hos SANA Hypoxi. Maskinlæring betyder kort sagt, at de lavede en algoritme baseret på tidligere patienter, men håbet om at lave en bedre behandling til fremtidige patienter.
Deltagerne var kunder hos netop SANA Hypoxi. Altså betalte deltagerne for at deltage i forsøget. De inkluderede 199 patienter fra deres egen database i forsøget, og ekskluderede 45 fordi de ikke havde symptomer i mere end tre måneder, mens 31 blev ekskluderet fordi de ikke havde moderat til svær fatigue.
Af de 199 deltagere, svarede 93 på et spørgeskema efter seks uger, mens 37 svarede efter seks måneder. Altså en svarrate på henholdsvis 46,7 % og 18,6 %. Man brugte spørgeskemaerne SF-36 til at undersøge udviklingen af generelt helbred.
Studiet inkluderer hverken placebo eller kontrolgruppe.
Resultater
Forfatterne ønskede at undersøge effekten seks uger efter endt behandling og seks måneder efter. Efter seks uger var der oplevet en forbedring på 102 point SF-36 og efter seks måneder var der en forbedring på 106 point.
Diskussion
Studiets umiddelbare resultater er jo positive. Man finder en forskel på 106 point i egenvurderet sundhed efter seks måneder – og 102 efter seks uger. Det er jo virkelig positivt.
Problemet er bare, at der er utroligt mange metodiske fejl. Først og fremmest, så inkluderer de 199 i deres baseline-målinger. Undervejs i studiet falder 81,4 % fra. Det er et stort fald. Det tager de også fat i, i deres diskussion – men får den på mærkværdig vis vendt om, så det bliver positivt.
Selvom de selv gør opmærksom på at det kan give rapporteringsbias – eller specifikt i dette tilfælde attrition bias. Og det er meget sandsynligt at de mange der falder fra, ville ændre markant på deres resultater. Det betyder ikke at de ikke stadig ville få positive resultater, men de ville være anderledes. Dette forsøger man helt klart at nedtone. Forfatterne har heller ikke umiddelbart gjort noget for at komme problematikken i møde, ved at undersøge hvorfor der har været så stort et frafald. Det er nemlig sandsynligt, at de der er tilbage, er dem der oplever behandlingen som effektiv. Og så mangler vi alle dem der ikke har fundet det effektivt.
Næste større kritikpunkt er den manglende brug af placebogruppe. Forfatterne tager ikke rigtigt fat i problematikken. For vi ved reelt set ikke, om placebo er det der opleves. Det betyder også at resultaterne faktisk ikke er brugbare.
De har heller ikke inkluderet en kontrolgruppe. De argumenterer for at gruppen af inkluderede alle oplevede nedgang i sundhed i året op til behandlingsstart. Dette kommer så vidt vides fra at deltagerne selv har sagt de oplevede det – der er ingen reelle tal der bekræfter dette. Det er derfor et stort metodisk problem, at der ingen kontrolgruppe er med. Vi ved simpelthen ikke, om de mange ville have rykket sig uden brugen af behandling.
Dernæst har deltagerne i studiet selv betalt for at være med. Det giver nogle seriøse udfordringer. Først og fremmest risikerer det at udelukke dem der ikke har råd til behandlingen. Det må dog ikke antages at være tilfældet her. Derimod skaber det selektionsbias, helt specifikt selv-selektionsbias, hvor deltagerne allerede tror på at behandlingen virker inden starten. De har jo betalt for den. Det vil typisk være tilfældet når man beder folk om at betale for behandlingen selv – og derfor undgår man også dette i veludførte studier. For det øger risikoen markant for placebo-effekt.
Og så er der ingen blinding nogle steder. Det betyder at deltagerne ved de får behandlingen og forfatterne ved det også. Dette trækker også voldsomt ned, da det kraftigt øger risikoen for placebo.
Et sidste problem med studiet er, at folkene bag studiet, har en kæmpe økonomiske interesse i at få studiet til at fremstå positivt. De står nemlig selv bag SANA Hypoxi, der tilbyder behandlingen. Det er i sig selv et et stort problem, især når metoden udviser så store mangler som det er tilfældet her.
Konklusion
Groft sagt er studiet ikke brugbart. Studiet mangler kontrolgruppe, placebogruppe, har en ekstremt høj frafaldsrate, selektionsbias i form af at deltagerne selv betaler for deres behandling, ingen blinding og ikke mindst interessekonflikter.
Grundlæggende set, har vi at gøre med et studie der skal underbygge at man skal behandles hos en specifik virksomhed. Selvsamme virksom som forfatterne er engageret i. Det er derfor tæt på at være reklame forklædt som et videnskabeligt studie. Der er i hvert fald ikke grundlag for at bruge hypoxi som behandling af længerevarende COVID-symptomer.
