Tilbud til hjernerystelsesramte i Dragør Kommune

Tilbud til hjernerystelsesramte i Dragør Kommune

På denne side kan du finde de tilbud til hjernerystelsesramte i Dragør Kommune der findes.

Dragør Kommune har en samarbejdsaftale med Center for Specialundervisning for Voksne (CSV), som betyder, at du som borger i Dragør kan benytte en lang række af centrets tilbud. CSV har blandt andet et specifikt tilbud til personer med længerevarende følger efter hjernerystelse. Du kan selv henvende dig til CSV, hvorefter du indkaldes til en udredende samtale. Hvis CSV på baggrund af udredningen anbefaler et forløb, sender de en anmodning til Dragør Kommune om bevilling af forløbet.

CSV’s undervisningsforløb kan som udgangspunkt iværksættes, når der er gået omkring tre måneder efter hjernerystelsen. Her kan du blandt andet få hjælp til at forstå og håndtere dine symptomer, energiforvaltning og konkrete strategier til at få hverdagen, arbejdet eller studiet til at fungere. Undervisningen tilrettelægges individuelt og kan foregå som eneundervisning, sammen med en anden deltager eller på et mindre hold. Ved relevante synsproblemer kan du desuden visiteres til CSV’s synsteam, og centret tilbyder også rådgivning ved tinnitus og lydfølsomhed. CSV tilbyder ikke fysioterapi, psykologbehandling, smertebehandling eller samsynstræning.

Du kan derudover blive visiteret til genoptræning gennem SundhedsCenter Tårnby. Det kan ske via en genoptræningsplan efter Sundhedslovens §140. Her udarbejder en ergo- eller fysioterapeut et individuelt træningsprogram, og forløbet kan bestå af individuel træning, holdtræning eller træning i eget hjem.

Har du oplevet et nyligt funktionstab uden et forudgående hospitalsophold, kan Dragør Kommune også visitere dig til genoptræning efter Servicelovens §86. Her kan træningen blandt andet indeholde arbejde med styrke, udholdenhed, kondition, balance og hukommelse samt rådgivning og vejledning. Visitationen sker efter en individuel vurdering.

Er du sygemeldt efter din hjernerystelse, varetages beskæftigelsesområdet for Dragør Kommune af Jobcenter Tårnby. Ved længerevarende sygemelding følges der op på, hvilken hjælp du har behov for for at vende tilbage til arbejde. Indsatsen tilpasses din situation og kan blandt andet omfatte dialog med din arbejdsgiver og planlægning af din tilbagevenden til arbejdspladsen.

Opdateret 11. september 2026