Hjernerystelse | Commotio Danmark

Hjernerystelsesmyte #29 – Osteopati

Myte 29 - Osteopati

Osteopati blev 1. juli 2018 autorisationsberettiget – det betyder at man som patient er bedre beskyttet hvis man bruger denne behandlingsform. Det betyder dog ikke at behandlingen er anerkendt som virkningsfuld.

I følge Danske Osteopater er osteopati en “helhedsorienteret behandlingsform, baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag” og de mener “at når kroppen bliver korrigeret mekanisk, vil kroppens egne selvhelingsmekanismer træde i kraft.”1 Behandlingen er dog primært fokuseret på manuel behandling af muskler og led.

Osteopater påstår ikke selv at de kan gøre noget ved hjernerystelse, men de mener dog at kunne gøre noget ved hovedpine, piskesmæld, nakkesmerter m.m.2 En behandling hos en osteopat handler meget om at inddrage dig i processen.3 Faktisk er det procesorienteret i samme retning som coaching og psykoterapi,4 og man kan allerede ud fra dette spørge sig selv, om den effekt nogle oplever, måske skyldes dette, mere end den egentligt osteopatiske behandling.

Som en sidebemærkning kan man jo undrer sig over, at en osteopat kan give råd om livsstilsændringer såsom kost og træning, da de ikke er uddannet hertil.4 Det er ikke det de kan, så det bør de faktisk holde sig fra.

Dokumentation for effekt af osteopati

Derudover er der ikke fundet dokumentation for behandlingens effekt,5,6 hvilket er den videnskabelig måde at sige at behandlingen ikke er virkningsfuld. Yderligere har man ikke fundet evidens for at behandlingen påvirker det autonome nervesystem.7

Desuden har en Cochrane-gennemgang af såkaldt visceral osteopati, ikke fundet evidens for at denne type at osteopati skulle virke.8 Visceral osteopati er manuel manipulation af de indre organer – hvilket ikke er fysisk muligt. Da osteopater kun kan behandle muskler og led, giver det heller ikke mening at de skulle kunne dette.

Hvad betyder så alt dette? Det betyder kort sagt, at der ikke foreligger evidens for at osteopati kan hjælpe – især ikke med hjernerystelse, da en hjernerystelse lægger uden for det område en osteopat bør bevæge sig inden for – manipulative behandlinger af muskler og led. Alt dette passer også godt overens med vores tidligere gennemgang af kraniosakral terapi, som også kaldes for “kranial osteopati”. Den smule der er lavet på osteopatiens effekt direkte på hjernerystelse, er af dårlig kvalitet, og kan derfor ikke bidrage til vores forståelse af effekten.

Vi vil derfor ikke anbefale brugen af osteopati som primær behandling af hjernerystelse.

Referencer

  1. Danske Osteopater – Hvad er osteopati (hentet 6. december 2019)
  2. Danske Osteopater – Hvad behandler en osteopat (hentet 6. december 2019)
  3. Danske Osteopater – Hvordan arbejder en osteopat (hentet 6. december 2019)
  4. Stelter, Reinhard – Coaching: Læring og udvikling, 1. udgave, 12. oplag, 2010. Side 31. ISBN: 978-87-7706-323-7
  5. Posadzki P. & Ernst E., Clin Rheumatol. 2011, 30(2):285-91. doi: 10.1007/s10067-010-1600-6.
  6. Posadski P. et al., Pediatrics. 2013 Jul;132(1):140-52. doi: 10.1542/peds.2012-3959. 
  7. Rechberger V. et al., European Journal of Medical Research 2019, 24:1, doi: 10.1186/s40001-019-0394-5
  8. Guillaud A. et al., BMC Complement Altern Med 2018, 18:65, doi: 10.1186/s12906-018-2098-8