Hjernerystelse | Commotio Danmark

Menu

Studie #32 – Optimal bedring efter pædiatrisk hjernerystelse

Studie 32 - Optimal bedring efter pædiatrisk hjernerystelse
Optimal bedring efter pædiatrisk hjernerystelse er et nyt studie der forsøger at undersøge hvad der er den optimale bedring er for børn med hjernerystelse.1

Metode

Studiet er et prospektivt kohortestudie, hvor man inkluderede børn i alderen 8 til 17. De blev rekrutteret inden for 48 timer efter deres skade. De blev inkluderet i hjernerystelsesgruppen hvis der var observeret tab af bevidsthed eller en Glasgow Coma Scale på 13 eller 14, eller et akut tegn eller symptom på hjernerystelse. Derudover havde man en kontrolgruppe kaldet OI.

Der vat i alt 967 deltagere med en lille overvægt af mænd (58 %). I hjernerystelsesgruppen var der 633 deltagere, og i OI var der 334. 

Deltagerne blev undersøgt inden for fire områder:

  • Fysisk motorisk
  • Kognitivt
  • Socioemotionelt
  • Resilliens støtte

Under hvert af disse punkter brugte man målinger til at fastslå hvordan de scorede. Det var primært selvrapporterede spørgeskemaer, men også enkelte objektive målinger. 

De fulgte begge grupper seks måneder, og lavede målinger efter 10 dage, 3 måneder og 6 måneder.

Resultater

Der var svar fra 85 % af deltagerne efter ti dage, 75 % efter tre måneder og 72 % efter seks måneder. Hvilket i sig selv er ganske glimrende. 

Den samlede score for testene i de to grupper var henholdsvis 4.0, 6.0 og 7.0 for hjernerystelsesgruppen, og 6.0, 7.0, 7.0 for OI-gruppen, efter ti dage, tre og seks måneder. 

Når man ser mere detaljeret ned i hver testdomæne, var den fysisk motoriske og den kognitive dårligere hos hjernerystelsesgruppen efter 10 dage, men ikke efter tre og seks måneder. Piger havde længerevarende funktionsnedsættelse end drenge, uden der dog er en forklaring herpå.

Diskussion

De finder at børn der får hjernerystelse skal bruge mindst tre måneder på at komme sig – måske endda mere.

Et andet nyligt studie af  samme målgruppe fandt, at symptomerne i gennemsnit var forsvundet efter 41 dage.2 Her har man dog kun kigget på hjernerystelsessymptomerne generelt, og ikke så meget i dybden som dette studie har. Men der drejer det sig altså om lidt mere end en måned. Og det stemmer godt overens med den grænse for vedvarende symptomer som CISG kom med i 2023.3

Det er værd at bemærke at de bruger Glasgow Coma Scale på 13-14 og ikke 13-15, som er det mest normale ift definitionerne.3,4 Det betyder at der er en vis sandsynlighed for at de involverede i studiet, er de hårdest ramte af hjernerystelse, og dermed også dem med flest symptomer og længst restitutionstid. Derfor er deres konklusion om at børn formentlig skal bruge tre måneder som minimum på at komme sig helt, nok også værre, end hvad den reelle sandhed egentlig er.

De skal dog roses for at være meget transparente omkring deres begrænsninger, som de beskriver ganske glimrende i et separat afsnit.

Konklusion

Det er i sig selv et rigtigt fint studie forfatterne har fået lavet. Vi får en rigtig god idé om hvor mange udfordringer der kan være for hjernerystelsesramte, og hvor lang tid der potentielt kan gå. Det er dog formentlig ikke så lang tid som studiet angiver, blandt andet grundet deres valg af Glasgow Coma Scale-grænsen – så det er meget sandsynligt at børn kommer sig hurtigere end studiet viser. Men det giver også en indikation på, at det heller ikke er unormalt at have gener efter tre måneder. 

Studiets konklusioner er at det tager tre-seks måneder at komme sig helt efter en hjernerystelse, hvilket nok er i overkanten, mens at piger bruger længere tid på det end drenge. Studiet finder ikke en periode for optimal bedring efter pædiatrisk hjernerystelse, men giver et godt indspark til hvad den kan være, og hvor vi især skal være opmærksomme. 

Referencer

  1. Beauchamp M.H. et al., JAMA Network Open 2025; doi:10.1001/jamanetworkopen.2025.1092
  2. Nilsson K.J. et al., J Head Trauma Rehabil 2025, doi: 10.1097/HTR.0000000000001049. 
  3. Patricios J.S. et al., BJSM 2023, 57, 695-711, doi:10.1136/bjsports-2023-107127
  4. Silverberg N. et al., Archives of Physical Medicine and Rehabilitation 2023, doi:10.1016/j.apmr.2023.03.036