Postcommotionel skærmtid og symptombedring er den korte titel på et nyt studie, der har undersøgt brugen af skærm i den akutte fase efter en hjernerystelse, hos unge mellem 11 og 17 år.1
Metode
Studiet er et såkaldt observationsstudie. Man har altså ikke lavet en intervention, men “blot” observeret på deltagerne i studiet.
Senest 72 timer efter en hjernerystelse blev 11-17-årige rekrutteret til deltagelse. Kognitiv aktivitet blev de første syv dage monitoreret via et kamera deltagerne bar på sig, der tog billeder hvert 30. sekund. De målte deres symptomer og symptomophør via Post-Concussive Symptoms Scale.
Skærmtid blev vurderet ud fra kameraets billeder, og skærmbrugen blev inddelt i smartphone, tv, computer og gaming. Og tiden blev defineret som antal minutter ved skærm, uden for skoletid.
Resultater
Studiet havde 80 deltagere (52 drenge, 28 piger). med en gennemsnitlig alder på 14,3 år (± 1,9). I gennemsnit brugte deltagerne 358,4 minutter på skærmen pr. dag (± 329,9), hvor smartphone blev brugt mest, efterfulgt af tv, computer og gaming.
Skærmbrugen var højere blandt deltagere med mere udtalte symptomer. Men for både lav, moderat og høj symptomoplevelse faldt brugen af skærm over de syv dage, der blev målt.
Studiet finder at ved 141 minutters skærmbrug pr. dag, findes den hurtigst symptomophør. Faktisk finder det at skærmbrug mellem 120 og 240 min/dag giver en bedring der er 2,27 gange hurtigere, end under 120 min/dag, og 1,58 gange hurtigere end over 240 min/dag. Sidstnævnt var dog ikke statistisk signifikant. For smartphonebrug er det 2,47 gange bedre end under og 2,42 gange bedre end over. For tv-brug var det 60-120 min/dag (1,77 (denne var ikke signifikant) og 3,10 gange hurtigere)
Diskussion
Studiet viser et interessant fund – at moderat forbrug af skærm muligvis er bedre for hurtigere symptomophør efter hjernerystelse, end både højt og lavt forbrug. Dette stemmer overens med den viden vi generelt har om aktivitet efter hjernerystelse, hvor vi også umiddelbart ser en u-formet kurve. Og det passer også med hvad et tidligere studier om skærmbrug efter hjernerystelse har vist.2
Men dels er studiet et observationsstudie – det vil sige vi kender ikke årsagssammenhængen. Dette skal testes i et randomiseret studiet, hvor deltagerne deles ud i tre grupper. Det kunne være en der kigger på skærm 0-120 minutter dagligt, en der kigger på skærm 120-240 minutter og en der er på mere end 240 minutter, som der er gjort i dette studie.
Dels var deres sample forholdsvis lille og for heterogen. De nævner selv at studiet ikke kan skabe kausalitet, hvilket er rigtigt fint. Og de nævner at deres resultater ikke kan generaliseres, hvilket også er rigtigt. Og så har de ikke målt i skoletiden, hvilket er en anseelig del af deres vågne tid, hvorfor det eksakte antal minutter der er brugt på skærm, snildt kan være højere. Det vil nemlig være sandsynligt, at de har brugt skærm i løbet af skoledagen også.
Konklusion
Studiet er et fint observationsstudie, der bidrager til den øget forståelse for postcommotionel skærmtids påvirkning på symptombedring. Men studie kan kun udtale sig om 11-17-årige, og ikke andre aldersgrupper. Og de kan stadig ikke fortælle hvorfor de observerer som de gør.
Det taler stadig ind i fortællingen om, at man ikke skal undgå skærmbrug, men have et moderat forbrug, når man er ramt af hjernerystelse. Det kræver dog stadig bedre studier at fastslå hvordan det hænger sammen, hvor meget skærmbrug er for meget eller for lidt, hvilke former for skærm der potentielt er bedre end andre. Dette studie angiver nemlig blot at der formentlig er en nedre og øvre grænse for skærmforbrug, hvor det ikke gavner.