Studie #3 – GAIN

For nyligt har forfatterne bag dette studie3 promoveret studiet, og GAIN, i først Ugeskrift for Læger1 og sidenhen i Politiken,2 hvor det for alvor kom rundt på diverse sociale medier. Politiken valgte faktiske at promoverer det på en måde der fik det til at lyde som om studiet præsenterende noget nyt. Det nye var dog blot, at studiet var lavet i Danmark.

Studiet

Studiet3 har undersøgt tilføjelse af “Get going After concussIoN” kaldet “GAIN” til en behandlingsprotokol af længerevarende hjernerystelse. Allerede på forhånd antages det at GAIN sammen med normal behandling ville være bedre end blot normal behandling – de to paradigmer der var sat over for hinanden. GAIN bestod af elementer fra kognitiv adfærdsterapi og “gradueret tilbagevende til aktiviteter”. Det betød at der var fokus på normale hverdagsaktiviteter, sociale aktivitet og ikke mindst fysiske aktiviteter, som vi jo ved har en positiv effekt. Der var blandt meget andet også tilknyttet en fysioterapeut til denne gruppe. Men præcist hvad der gjort og hvad der er sket i behandlingen, fremgår ikke særligt tydeligt. Men allerede i 2017 gjorde Concussion in Sports Group opmærksom på, kognitiv adfærdsterapi var en valid tilgang til behandling af vedvarende symptomer.4

Blinding

Det er rent metodisk værd at bemærke, at beskrivelsen af deltagerne i studiet er meget rodet i starten – faktisk nævnes antallet af deltagere først langt senere. Det giver nogle problemer i forståelsen af studiedesignet – det gør det rodet at læse studiet. Det har dog ikke en umiddelbar betydning for resultatet.

Det helt store metodiske problem, er manglen på blinding. Både deltagerne i studiet og behandlerne, vidste om de var i gruppen hvor man forventede det bedste resultat eller om de var i det andet. Dette er gjort, da man har ment at det var umuligt at blinde studiet. Dette er ikke korrekt. Det er muligt at blinde også i denne sammenhæng – det kræver dog mere arbejde fra forfatterne bag studiet. Dette giver også kæmpe problemer, da man ved at manglen på blinding kan påvirke både deltagere og behandlere til at rapportere mere positivt tilbage.5,6, Da studiet i forvejen bruger subjektive spørgeskemaer, giver det et enormt problem, der gør at vi reelt set ikke kan stole på resultaterne fra studiet.

Mænd og kvinder

Et mindre problem, der dog er relevant at nævne, er at 80 % af studiets deltagere var kvinder. Her har man ikke valgt at skille mændene ud og dele analysen op, hvilket man måske nok burde have gjort med den store forskel in mente. Men det ville gøre at hver gruppe kom markant under mindstekravet på 60 i hver gruppe (det var henholdsvis 57 og 55, så var faktisk for lavt i forhold til hvad de selv regnede ud). Fjernede man mændene, ville der kun være 45 og 44 i hver gruppe.

Konklusion

Forfatterne tager selv fat i problematikken med blinding, men da de mener at også den anden gruppe fik en behandling, må det gå lige op. Inddirekte fortæller de så også, at de ikke har haft en reel kontrolgruppe, hvilket derfor mangler. De adressere ikke problemet med at kønnene, hvilket undrer os. Den manglende præcisering af hvad der præcist er gjort i GAIN-gruppen, er også med til at gøre hele forståelsen af hvad vi kan bruge studiet til, besværlig. Hvad er det der har måske har haft en effekt, og hvad har ikke? Eller er det kombinationen af det hele der har vist sig effektfuld. Vi ved det ikke, ud fra studiet.

Samlet set er vi ikke imponeret over studiet. Efter vores mening, kan studiet ikke bruges til andet end at åbne op for yderligere forskning. Det er i hvert fald blevet voldsomt hypet i Politiken. Og nej, det er ikke udgivet i det anerkendte “The Lancet” – det er udgivet i et mindre tidsskrift som “The Lancet” står bag – “EClinicalMedicine“.

Referencer

  1. Schröder A. et al., Ugeskrift for Læger, 20. januar 2020
  2. Thomsen S. & Schmidt A.L., Politiken, 25. januar 2020
  3. Thastum M.M. et al., EClinicalMedicine 2019, 17, doi:10.1016/j.eclinm.2019.11.007
  4. McCrory P. et al., BJSM 2017, 51:11, 838-847, doi:10.1136/bjsports-2017-097699
  5. Catalog of Bias – hentet 25. januar 2020
  6. Schulz K.F. & Grimes D.A. Lancet 2002, 359:9307, 696–700, doi: 10.1016/S0140-6736(02)07816-9