Buffalo Concussion Treadmill Test
Buffalo Concussion Treadmill Test – eller Buffalos hjernerystelsestest på løbebånd – er en gradueret test på løbebånd. Formålet er at undersøge hvor godt man tolererer fysisk aktivitet og ved hvilken puls man oplever forværring af symptomerne. Det ønsker man at undersøge, for at undersøge hvad der er en sikker fysisk belastning, og for at hjælpe med at skelne mellem hjernerystelse og andre potentielle diagnoser.1 Det er pt. standarden for at teste fysisk kapacitet efter en hjernerystelse.5
Udstyr
For at udføre testen, kræves der følgende:
- Et løbebånd, der kan få en hældning på minimum 15º opad.
- Pulsmålere – og det skal helst være måling på brystet.
- Visual Analog Skala (VAS) til måling af smerte (se billede)
- Borg-skala (se billede)
Test-protokol
Inden selve testen laves, skal patienten svare på VAS-scoren. Er denne over 7, udsættes testen som regel til en anden dag. Testen er en modificeret udgave af Balke-løbebåndstest.2 Testen starter på 5,8 km/t ved 0º hældning. Starthastigheden kan dog justeres en lille smule, så det føles komfortabelt for patienten. Højere hastighed for højere eller atletiske personer, lavere hastighed for kortere eller sedentaristiske personer.1 Hældningen holdes på de 0º det første minut, og øges herefter hvert minut med 1º. Hvert minut bruges Borg-skalaen til at vurdere selvopfattet belastning, samtidig med at symptomerne scores på VAS. Hvert andet minut måles pulsen, og hvis muligt måles også blodtryk. Blodtryk er dog ikke en nødvendighed. Testen fortsætter indtil VAS-scoren er ≥3 i forhold til præ-scoren lavet inden testen gik i gang eller man er udmattet (Borg-skal 19 eller 20). Lykkes det at komme så langt med testen, at hældningen ikke længere kan øges, øger man i stedet hastigheden med 0,6 km/t hver minut.
Resultater
Det tyder på at hjernerystelsesramte i gennemsnit har en forskel i hvilepuls og grænsen for pulsen på cirka 65 slag i minuttet.3,4 Det er det samme for begge køn.4 Dog tyder det på at forskellen mellem de to førnævnte, kan være med til at indikere risikoen for vedvarende symptomer. Er der en forskel på under 50 slag i minuttet ved denne test, er der 73 % sensitivitet og 78 % specifitet for at identificere unge der oplever en forsinket bedring.3 Testen har dog størst effektivitet når den udføres inden for den første uge.2
Referencer
- Leddy J. & Willer B., Cur Sport Med Rep 2013, 12:6, 370-276, doi: 10.1249/JSR.0000000000000008
- Leddy J. et al., Sports Medicine 2011, 21:2, 89-94, doi:10.1097/JSM.0b013e3181fdc721
- Haider M. et al., Frontiers in Neurology 2019, 10, 1-7, doi:10.3389/fneur.2019.00395
- Chizuk H. et al., J of Sci & Med in Sport 2021, 24:9, 876-880, doi:10.1016/j.jsams.2021.04.005
- Graham R. et al., J of Ath Training 2021, 56:12, 1292-1299, doi:10.4085/1062-6050-0003.21