Hvad er egentlig issuet med hjernerystelse og cykling? I øjeblikket pågår verdens største cykelløb – Tour de France. En af løbets store stjerner, franske Romain Bardet fra holdet Ag2r-La Mondiale, udgik med hjernerystelse, efter at have kørt næsten 90 km med det. På tv-billeder kan man tydeligt se at han falder, da han prøver at rejse sig op efter sit styrt, og alligevel fik han lov at køre videre.1 Sidste år kørte Jakob Fuglsang videre med en hjernerystelse pådraget allerede på 1. etape,2 og tidligere har ryttere som Tony Martin3 og Chris Horner4 gennemført etaper i Touren med hjernerystelser.
Problemet
Det vidner om der også i cykelsport er et problem vedrørende hjernerystelser. Det er i sig selv et problem, at rytterne får lov at køre videre når man mistænker en hjernerystelse. Chris Horner er det værste eksempel. Han vidste simpelthen ikke han havde gennemført etapen. I Bardets eksempel var der tydelige tegn på at der var en hjernerystelse, netop fordi hans balanceevne var ikke-eksisterende kort efter styrtet. Han blev beskrevet som groggy. Det er svært for det medicinske personel undervejs i løbet, men så synlige tegn som de Bardet udviste, bør få lægerne til at reagerer.
Her er det problematisk at holdlægerne også har en stor stemme. Det er det fordi de netop er ansat af holdet og også har holdets interesser at varetage – også selvom det er ubevidst. Som udgangspunkt må man gå ud fra at lægen er neutral i sin vurdering, men vi ved også at lægen også er under et pres fra holdet, for at holdet kan få bedst mulige resultat. Og det giver helt sikkert nogle udfordringer, når rytteren er holdets stjerne.
Som i andre sportsgrene, som eksempelvis i fodbold,5 er det muligt at lave regelændringer. UCI, CPA (rytternes organisation) og lignende organisationer bør sætte sig sammen, og finde en løsning der gør, at rytterne kan få den rigtige behandling fra starten. Samtidig skal rytterne ikke mister noget sportsligt, hvis det viser sig der ikke er noget galt. Med det vi ved lige nu, er det for risikabelt blot at lade rytteren trampe videre. Dels fordi de skal have ro, dels fordi de risikerer at slå hovedet igen hvis de vælter.
Referencer
- “Bardet kørte 90 km med hjernerystelse – ekspert forklarer hvorfor“, Bo Bentsen, 12. september 2020, TV2 Sporten. Hentet 14. september 2020
- “Fuglsang ude af Touren efter styrt“, Ronni Burkdal Nielsen, 23. juli 2019, TV2 Sporten, hentet 14. september 2020
- “Tour de France: Tony Martin continues in race despite stage one injuries“, SkySports.com, 30. juni 2017. Hentet 30. april 2022
- “RadioShack mister endnu en rytter”. Troels Trads Hansen, 9. juli 2011, DR Sportern. Hentet 14. september 2020
- “Ifab agrees to trial concussion substitutions with Fifa set to implement at 2020 Olympics in Tokyo“, The Independent, 29. februar 2020. Hentet 14. september 2020.