Hvad har akupunktur og hjernerystelse med hinanden at gøre tænker du måske. Eller så tænker du at det da hænger rigtigt godt sammen.
Akupunktur er en alternativ behandling, og de fleste vil formentlig kalde det for en ældgammel kinesisk behandlingsmetode. Faktisk opstod de, i akupunkturen, vigtige ideer om meridianer og qi i 1939 – og de kom fra franskmanden Georges Soulie de Morant, og er dermed ikke fra oldtidens kinesiske vise mænd.1
Der er sammenlagt 2.000 forskellige akupunktur-punkter i de forskellige akupunktursystemer – mens der i den klassiske kun er 365 punkter. Faktisk er der så mange, at medstifteren af det britisk akupunkturselskab, Felix Mann, har udtalt at akupunktur-punkter ikke eksisterer, og hvis man skal tro moderne tekster, er der ikke et eneste punkt på huden der ikke ville være et punkt.2
Med det in mente, er det relevant at kigge på akupunktur i forhold til hjernerystelse. Der er ikke lavet mange undersøgelser på området. De få der er lavet, er lavet i Kina – og netop med akupunkturstudier er der et problem med studier derfra. Generelt viser tæt på 100 % af studierne om akupunktur fra Kina et positivt resultat,3 hvilket er mere end almindeligt urealistisk. Det er nærmest det samme som at sige at det er en mirakelkur. Det er derfor svært at stole på studierne fra Kina. Hvilket også viser sig ved at de få studier der er, også er dårligt udført.
Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke evidens for at påstå at akupunktur skulle virke mod hjernerystelse eller vedvarende symptomer efter hjernerystelse.* Som konklusion herpå, har akupunktur og hjernerystelse derfor ikke meget med hinanden at gøre.
Noter
* Vi vælger at bruge “vedvarende symptomer efter hjernerystelse” (VSH eller på engelsk PSaC) i stedet for “postcommotionelt syndrom” da vi mener det lyder mere optimistisk, og samtidig indikerer at symptomerne ikke er permanente og derfor mulige at behandle.
Referencer
- https://janlindebjerg.dk/2019/01/31/akupunktur-er-ikke-en-flere-tusinde-ar-gammel-kinesisk-behandlingsform/
- https://pdfs.semanticscholar.org/d920/99deece4ead71a1845cb343b135121955d1c.pdf?_ga=2.99869534.1501640796.1572717310-398826897.1572717310
- Vickers A. et al., Control Clin Trials 1998, 19:2, 159-166, doi:10.1016/s0197-2456(97)00150-5