Hjernerystelsesmyte #13 – Bevidstløs ved hjernerystelse

Hjernerystelsesmyte 13 - bevidstløs ved hjernerystelse. Er man altid bevidstløs ved hjernerystelse?

Nogle tror at for at få en hjernerystelse, skal det traume du har været udsat for, være så voldsomt at du får store skader. Vi har tidligere kigget på om hukommelsestab opstod ved hver eneste hjernerystelse, men det klassiske eksempel er, at du skal være have været bevidstløs ved hjernerystelse. Denne opfattelser stammer blandt andet fra den danske konsensusrapport fra 2003,1 og som Netdoktor.dk stadig skriver i deres beskrivelse: “kortvarig bevidstløshed med hukommelsestab omkring selve hændelsen er ofte karakteristisk”.2 Deres er fra 2008.

Det interessante er dog, at man siden både 2003 og 2008 har fundet ud af, at bevidstløshed ved hjernerystelse kun sker et fåtal af gangene. At langt de fleste faktisk er bevidste i forbindelse med rystelsen.3 Det viser sig nemlig, at det kun er mellem 2 og 9 % af hjernerystelsestilfældene der også oplever bevidstløshed.4,5,6,7 Så de 10 % der oftest nævnes er formentlig sat alt for højt, i forhold til det reelle billede. 

Det betyder derfor at langt de fleste der rammes af en hjernerystelse IKKE vil være bevidstløse, og det vil derfor ikke kunne bruges som afvisningsgrund af forsikringsselskab eller AES, hvis du ikke har været det. Det betyder dog ikke at bevidstløshed ved hjernerystelse ikke kan ske. Sker det, er det meget vigtigt at du bliver tilset af en læge, især hvis du har været bevidstløs i mere end 30 sekunder. Det er dog altid vigtigt at opsøge læge, hvis du mistænker du har fået en hjernerystelse.

Referencer

  1. Konsensusrapport om commotio cerebri og det postcommotionelle syndrom, Pinner M. et al., 2003, Videnscenter for Hjerneskade, hentet 24. marts 2022
  2. Netdoktor – Hjernerystelses, 26. oktober 2020, hentet 24. marts 2022
  3. McCrory P, Meeuwisse W, Dvorak J, et al. Br J Sports Med 2018; 51: 838–847, doi: 10.1136/bjsports-2017-097699
  4. Marshall et al. Injury Epidemiology 2015; 2:13, doi:10.1186/s40621-015-0045-4
  5. Wasserman et al., The American Journal of Sports Medicine 2016; 44:1, doi: 10.1177/0363546515610537
  6. Castile et al., Br J Sports Med 2012; 46, 603-610, doi:10.1136/bjsports-2011-090115
  7. O’Connor KL et al., J Athl Train 2017; 52:3, 175-185, doi:10.4085/1062-6050-52.1.15
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram

Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *