Hjernerystelsesmyte #32 – Blodprøver og biomarkører

Hjernerystelsesdiagnose gennem blodprøver

For et par år siden blev der i flere medier meldt om at FDA i USA havde godkendt en blodprøve til diagnosticering af hjernerystelse.1 Der er dog ikke rigtigt sket mere på den front siden dengang. Så hvordan står det til med blodprøver og hjernerystelse?

Først og fremmest bruger man allerede blodprøver i dag, i forbindelse med hjernerystelse. Som vi tidligere har nævnt i andre myter, så er det faktisk muligt at undersøge for S100B. Hvis denne prøve er negativ vælger man at lade være med at lave en CT-skanning, for at undersøge om der er sket værre ting end hjernerystelse. Det er altså ikke en diagnostisk biomarkør.

Derudover har man også kigget på interleukin 6 (IL-6) og IL-1. Begge to har faktisk vist sig at være potentielle biomarkører for hjernerystelse.2 Man har dog ikke på nuværende tidspunkt lavet gode nok studier, til at fastslå om det reelt set forholder sig sådan.2

I tillæg hertil har man kigget på UCH-L1 og GFAP, der begge er proteiner der frigives ved en skade på hjernen, og passerer blod-hjerne-barrieren. Har har studier ikke vist vekslende sammenhængene mellem GFAP og hjernerystelse,3,4 men UCH-L1 er associeret med højhastighedsslag til hovedet,3 og virker bedst i de første timer efter skaden.4 Igen er vi dog stadig ikke på et niveau hvor vi ved nok om biomarkørerne til at kunne sige noget endegyldigt. 

Herudover er der sikkert også masser af andre stoffer man kan kigge på, men vi har samlet et kort overblik over de mest undersøgte. Samlet set kan blodprøver derfor ikke bruges til at diagnosticere en hjernerystelse på nuværende tidspunkt. Fremtiden er dog spændende, selvom det endnu er alt for tidligt at tale om blodprøver i medicinsk praktisk.

Referencer

  1. https://edition.cnn.com/2018/02/14/health/concussion-blood-test-fda-bn/index.html – hentet 10. januar 2020
  2. Nitta M. et al., Neurology 2019, 93:5, 497-507, doi:10.1212/WNL.0000000000007864
  3. Joseph J. et al., J of Neurosurgery 2019, 130:5, 1642-1648, doi:10.3171/2017.12.JNS172386
  4. Papa L. et al., JAMA Neurology 2016, 73:5, 551-560, doi:10.1001/jamaneurol.2016.0039
Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram