Funktionel neurologi lyder jo interessant. Neurologi har jo noget med hjernen at gøre og lyder meget videnskabeligt. Funktionel er noget der er brugbart. Det lyder jo alt sammen meget godt. Men hvad er funktionel neurologi og hvad er evidensen bag?
Begrebet blev opfundet af canadieren Frederick Robert Carrick i 1979.1 Carrick var kiropraktor, og mente at forstyrrelser af nervesystemets fysiologi havde en ødelæggende effekt på kroppen.2 Han mente at at eksempelvis skader i storhjernen ville kunne helbredes af manipulation, men også kostvejledning, massage og træningen af hjernen.4 Og rationalet bag, lyder jo egentlig meget godt. Listen over lidelser som udøveren af funktionel neurologi påstår at kunne kurere er lang,2 hvilket betyder at behandlingen potentielt vil kunne hjælpe en utal af mennesker – ikke bare i Danmark, men på verdensplan.3
Det store problem med behandlingen er bare, at det ikke er lykkedes at finde evidens for virkningen af behandlingen.1,2,3 De få studier der er lavet på området, har været metodisk dårlige – det vil sige der er for mange problemer med artiklerne, til vi reelt set kan bruge resultaterne af de studier til noget. Dette gør Kiropraktorenes Videnscenter faktisk også opmærksom på.4 Yderligere beskrives behandlingen som værende en kompleks udgave af kiropraktikkens subluksationer,2 der er notorisk berygtet for ikke at virke. Det vil sige, at årsagen til en patients gener og behandlingen heraf, er mere kompleks end blot manipulation af rygsøjlen – det er manipulation af nervesystemet.2
Ud fra ovenstående vil det derfor være mere end almindeligt usandsynligt at funktionel neurologi skulle have en effekt på hjernerystelse også. Dette gælder for så vidt også lignende behandlinger såsom Z-Health og Neurokenetic Therapy. Vi vil derfor ikke anbefale at du kaster dine penge efter disse behandlingstyper, da der simpelthen ikke er evidens for virkningen af dem.
Referencer
- Demortier M. & Lebouef-Yde C., Chiro Man Therapy 2020, 28:9, doi:10.1186/s12998-019-0287-2
- Meyer A. et al., Chiro Man Therapy 2017, 25:19, doi:10.1186/s12998-017-0151-1
- Meyer A. & Lebouef-Yde C., Chiro Man Therapy 2018, 26:30, doi10.1186/s12998-018-0198-7
- Umiddelbart ingen evidens for effekten af funktionel neurologi, nikkb.dk, hentet 2. maj 2020 (se alternativt link her)