Hjernerystelsesmyte #31 – Kaffe

Kaffe og koffein er ikke direkte farligt i forbindelse med hjernerystelse, men tænk dig alligevel om.

I Danmark indtog vi i 2018 godt 4,2 milliarder kopper kaffe.1 Det svarer til lige knapt to kopper kaffe pr. dansker, og det er altså fra nyfødte og hele vejen op. Og det er hver dag. Det er meget kaffe. Og det er derfor ikke forkert at påstå, at danskerne er rigtigt glade for den varme, mørke drik.

Kaffe er den fødevare der indeholder mest af stoffet koffein. Koffein er med til at blokerer adenosins effekter, og forhindrer dermed døsighed. Eller sagt på en anden måde – koffein får dig til at føle dig frisk. Flere studier har også vist, at koffein kan have en såkaldt ergogenisk effekt – det vil sige det kan være præstationsfremmende. Der er dog den hale ved det, at man relativt hurtigt når sin tolerance, og er man vant til at drikke kaffe, har koffeinen faktisk ikke en effekt.

Når vi ser på svære traumatiske hjerneskader, peger det faktisk på at der skulle være en positiv effekt af koffeinindtag.2  Men når vi vender skiven mod de milde traumatiske hjerneskader, som hjernerystelse er en del af, så tyder det desværre på negative effekter. Der er endnu ikke studier på mennesker der kan fastslå om det er problematisk, men de studier der er lavet på dyr er ikke lovende.2,3 Koffeinen formår som nævnt at hæmme stoffet adenosin. Udover at medfører døsighed, så er en del af adenosinen (A1) med til at hæmme overdreven inflammatorisk cytokinproduktion, samt hæmme frigivelsen af glutaminsyre.4 Begge dele noget der kan fjerne den potentielle gode effekt adenosin har på hjernerystelse.

Den nuværende anbefaling er derfor at holde sig fra koffein, og dermed også kaffe, i den akutte fase af hjernerystelsen. Kaffe er dog ikke i sig selv farligt, og kan du ikke undvære din kop, så overvej den koffeinfri version.

Referencer

  1. https://kaffeinfo.dk/kaffeital/danmark/antal-kopper/ – hentet 4. januar 2020
  2. Troijan T. et al., Cur Sport Med Re 2017, 16:4, 247-255, doi:10.1249/JSR.0000000000000387
  3. Christensen J. et al., Synapse 2019, e22142. doi:10.1002/syn.22142
  4. Li W. et al. Neuroscience. 2008; 151:1198-1207, doi:10.1016/j.neuroscience.2007.11.020
Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram