Hjernerystelse | Commotio Danmark

Hjernerystelsesmyte #48 – Periodisk faste og hjernerystelse

Periodisk faste og hjernerystelse

Periodisk faste har igen i vinteren 2023-24 gjort sit indtog i sundhedssfæren og danskernes liv, og der er absolut ikke det som periodisk faste og kalorierestriktiv diæt kan klare. Derfor er det heller ingen overraskelse at periodisk faste og hjernerystelse kobles sammen. Ikke som årsag, men som behandling. Men på nuværende tidspunkt er der intet der taler for at der er noget at hente i den forbindelse.

Hvad er periodisk faste

Periodisk faste eller “intermittent fasting” som det så flot kaldes på engelsk, dækker over at man som individ undgår at spise på bestemte tidspunkter. Oftest er de kommet frem som en del af en slankekur og de senere år også som en del af en grundlæggende sundhedsforbedring. Mange er sikkert stødt på 5:2-kuren fra start 2010’erne, men også andre variationer har vundet indpas de senere år, såsom 16:8. Grundlæggende set handler de om at mindske energiindtaget og dermed komme i kalorieunderskud – hvilket de også virker ganske glimrende til på den korte bane.1

Evidensen bag periodisk faste

Mange studier peger efterhånden på, at faste hjælpe til at smide kropsvægt over 8 til 12 uger.2 Af samme årsag som alle andre kalorierestriktive diæter. Der er imidlertid intet der tyder på at denne form for kostformer har nogen effekt på symptomerne efter hjernerystelse. Dette skyldes flere ting. Først og fremmest er rigtigt mange af studierne der er lavet, lavet på dyr.1 Og helt generelt kan vi aldrig overføre resultater fra dyr til mennesker. Herudover findes der store metodologiske svagheder i studierne, der gør vi heller ikke kan drage konklusioner.1

Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke belæg for at påstå at denne kostform skulle kunne noget specielt sammenlignet med andre kostretninger.

Referencer

  1. McGeown J.P. et al., J of Neuroscience Research 2020, doi:10.1002/jnr.24746
  2. Varady K. et al., Nature Reviews Endocrinology 2022, doi:10.1038/s41574-022-00638-x