Hjernerystelse | Commotio Danmark

SCAT5

SCAT5
Sport Concussion Assessment Tool 5 (SCAT5) er et værktøj der bruges til at vurdere om en person, oftest idrætsudøver, har pådraget sig en hjernerystelse. Det er pt. det bedste værktøj til en hurtig vurdering af potentiel hjernerystelse.1 Værktøjet blev oprindeligt udviklet i 2004,2 og har siden undergået tre opdateringer, så vi i dag har SCAT5, der er  den fjerde version af værktøjet.2 Man valgte at hoppe over SCAT4, for at holde det på linje med antallet af møder hold i gruppen Concussion In Sports Group (CISG). I 2016 mødtes de for femte gang, hvor udviklingen af denne version også påbegyndtes. SCAT5 kan bruges til alle personer over 13 år, der mistænkes for at have pådraget sig en hjernerystelse – primært i sport. Den består af seks skridt:
  1. Øjeblikkelig vurdering, evt. på banen
  2. Symptomevaluering
  3. Kognitiv screening
  4. Neurologisk screening
  5. Forsinket genkaldelse
  6. Beslutning

Øjeblikke vurdering

Den øjeblikkelige vurdering skal være med til at forstå hvor alvorlig er situationen. Her bliver der spurgt ind til nogle forskellige røde flag, observerbare tegn, hukommelsesspørgsmål, Glasgow Coma Scale og spørgsmål vedrørende nakken. Alt sammen for at fastslå hvor hårdt ramt er pågældende. Derudover er der nogle spørgsmål, der er væsentlige for at vide hvem patienten er. Alder, køn, uddannelse, tidligere hjernerystelser mm. spørges der ind til.

Symptomevaluering

Symptomevalueringen gennemgår 22 forskellige symptomer, som patienten selv skal besvare. Skalaen for hvert af de 22 symptomer går fra 0 (ikke til stede) til 6 (meget hårdt ramt). Det kan give en samlet symptomscore fra 0 til 132. Derudover skal man besvare om symptomerne forværres ved enten fysisk eller mental aktivitet. 

Denne del af SCAT’en kan desuden bruges til at holde øje med symptomudviklingen hos en ramt. Dog skal man også være opmærksom på, at et øget fokus på symptomerne, kan bevirke at disse opleves værre, end de reelt set er. Så brug muligheden for at holde øje med symptomudviklingen varsomt. 

Kognitiv screening

Den kognitive screening er delt op i fire dele;
  1. Orientering
  2. Umiddelbar hukommelse
  3. Baglæns cifre
  4. Månederne nævnt baglæns
Orienteringen handler blot om patienten er klar over tidspunktet for testen. Den umiddelbare hukommelse er en test af korttidshukommelsen gennem brug af enten en ordliste på fem ord eller en på ti. Det er vigtigt det ikke er begge to. På engelsk er ordlisten valideret,3 men det er den ikke på dansk. Den norske ordliste kan derfor måske bruges i stedet, hvis man ikke ønsker at bruge den engelske (se link nederst). Det anbefales at bruge listerne med ti ord, for at undgå lofteffekten. Patienten skal, i vilkårlig rækkefølge, genfortælle så mange af ordene der er læst op. Dette gentages tre gange, og samlede antal rigtige er det endelige resultat. Det giver enten maks 15 eller 30 point, afhængigt af hvilken der er valgt.
Herefter laves en oplæsning af en række cifre, hvor den testansvarlige læser en række tal op, og patienten skal så gentage rækken baglæns. Der er seks kolonner af tal der kan vælges mellem. Man læser kun første række af hver længde tal op (3-4-5-6), og går videre til næste længde. Svares forkert, læser man den anden række af samme længde op.
Sidst skal man blot nævne månederne i baglæns rækkefølge. Hvert rigtigt svar i hhv. baglæns cifre giver 1 point, mens rigtigt benævnelse af månederne giver 1 point – derfor kan de sidste der samlet går under betegnelsen “koncentration”, give fem point.

Neurologisk screening

Den neurologiske screening omhandler dels fem simple spørgsmål omhandlende kognitive udfordringer (højtlæsning, tandem-gang mv.). Derudover er den en balancetest, der er en modificeret Balance Error Scoring System (mBESS). Testen består af tre tyve-sekunders test, med forskellige måder at stå på:

  1. Stå på begge ben
  2. Stå på et ben
  3. Tandem – altså primære fod direkte og i en lige linje foran non-dominante fod. 

Alle testene foregår med lukkede øjne. Der gives en fejl ved en af følgende hændelser:

  1. Hænder fjernet fra iliac crest
  2. Øjnene åbnes
  3. Skridt, snublen eller fald
  4. Bevægelse af hoften i mere end 30º abduktion
  5. Løfte forfod eller hæl
  6. Forblive ude af testposition i mere end fem sekunder.

Der kan maksimalt opnåes ti fejlpoint i denne del af testen. 

Forsinket genkaldelse

Denne test er simple. Patienten skal blot gentage de fem eller ti ord, de skulle gentage tidligere i testen, og der scores efter hvor mange rigtige man får. 

Beslutning

Sidste skridt i testen, er vurderingen eller beslutningen. Her skrives resultaterne fra de foregående test ned, og en medicinsk professionel (helst læge, men kan også være  en fysioterapeut eller anden med viden på området) skal ud fra dette lave en vurdering af hvorvidt der er begrundet mistanke om hjernerystelse, og man derfor skal igangsætte med de protokoller der følger heraf (se eksempelvis hjernerystelsestrappen).

Brug

Det er vigtigt at have sig for øje, at SCAT5 ikke kan stå alene, men blot skal bruges som en rettesnor. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at dens umiddelbare anvendelighed er bedst jo tættere på skadens indtræffen som muligt. Derudover skal der også gøres opmærksom på at testen som minimum må forventes at tage ti minutter. Hvis den er klaret på mindre end det, er den ikke lavet grundigt nok.2 Bemærk yderligere, at den danske version der også findes, ikke er valideret og derfor som udgangspunkt ikke anbefales. Den norske er derimod valideret, og kan trygt bruges.

Desuden skal der gøres opmærksom på , at aktivitet tyder på at kunne påvirke resultaterne i symptomerne, kognitive tests og balancetest. Derfor er det en relevant at overveje om man ikke skal lave test på i hvile og efter aktivitet, hvis man ønsker at arbejde med baseline-test.4

Referencer

Eksterne referencer