“Synstræning kan forbedre synsvanskeligheder hos personer med hjernerystelse” lød en nylig overskrift.1 Overskriften drejer sig om et dansk studie, der udkom tilbage i november 2021,2 og som angiveligt skulle indikere at synstræning har en positiv effekt på hjernerystelsesramte. Noget som de nationale kliniske retningslinjer er blevet kritiseret for at have som anbefaling på trods af manglende evidens.3 Vi har fået henvendelser vedrørende studiet. Derfor vælger vi at kigge på, om studiet kan sige at synstræning hjælper hjernerystelsesramte.
Metode
Studiet har deltagelse af 28 deltagere med mild traumatisk hjerneskade der havde synsudfordringer. De var henvist af enten deres hjemkommune, eller Kommunikationscenteret i Slagelse. Herefter blev de udsat for synstests, der varierede mellem deltagerne.
Man sørgede for at deltagerne i studiet var motiverede for at deltage, uden dog at specificere hvad der blev gjort – det skete dog på en konference inden studiets start. Eksklusionkriterierne var blandt andet udfordringer der gjorde at ens motivation for at deltage i visuel terapi var utilstrækkelig.
Interventionen, som var visuel terapi, bestod af øvelser hvis hensigt var at forbedre konvergens (øjnenes evne til at dreje indad), smooth pursuit (øjnenes evne til at følge en bevægeligt mål) og sakkader (en hurtig, samtidig bevægelse af begge øjne mellem to eller flere faser af fiksering i samme retning). Interventionen, der blev udført af en neurooptometrist og en taleterapeut, foregik i ti sammenhængende uger, ad én time om ugen. Herudover var det forventet at der blev lavet minimum 20 minutters træning hjemme, de dage deltagerne ikke var på kommunikationscenteret i Slagelse. Der er dog ingen specifik beskrivelse af hvad den visuelle terapi reelt set bestod af. Der er heller ingen opgørelse af hvor meget hjemmetræning deltagerne reelt set foretog. Vi ved bare at det var minimum 20 minutter – det kan altså sagtens være mere.
Før træningen påbegyndtes og efter den var slut, gennemførte deltagerne, Groffman Visual Tracing Test, King-Devick test (K-D), en læsehastighedstest, Multidimensional Fatigue Inventory (MFI-20) og en egen-modificeret version af Canadian Occupational Performance Measure, der blev lavet sådan at den passede til patienterne og var relevant for interventionen.
Resultater
Deltagerne i studiet var enten mellem 29 og 53 år, eller mellem 25 og 62 år, afhængigt af hvordan man læser studiet. Der er altså noget uklarhed om deltagernes aldersmæssige sammensætning. Derudover får vi at vide at de i gennemsnit havde haft symptomer i 363 dage (mellem 237 og 599 dage eller mellem 75 og 1919 dage afhængigt af hvilke tal vi hænger os i) ved start. Derudover oplyses vi ikke om andet i forbindelse med deltagerne. Vi ved ikke hvilke køn de havde, vi aner ikke noget om deres niveau af fysisk aktivitet, som vi jo ved kan have betydning, vi ved faktisk absolut intet om deltagerne udover deres alder og hvor længe de har haft symptomer. Det gør det unægteligt svært at generalisere resultaterne til andre end lige præcis den gruppe af mennesker der deltog.
Af de 27 der gennemførte studiet fandt forskerne imidlertid en forbedring på alle de parametre der blev undersøgt. Det er i sig selv rigtigt godt, men det er samtidig en gruppe af mennesker der oplever en behandling målrettet dem. Der er desuden ingen beskrivelse af hvordan en træningssession ser ud, og derfor aner vi intet om hvad der er blevet sket, og hvorvidt andre ting end selve behandlingen kunne påvirke resultatet. Når forskerne samtidig kun inkluderer folk der er motiveret for behandlingen, så har man allerede på forhånd øget sandsynligheden for en positiv effekt af behandlingen, bare ved hjælp af placebo. Dette ved vi, da motivation øger sandsynligheden for succes ved en psykosocial behandling.4
Derudover er der hele spørgsmålet, om de forbedringer man fandt, faktisk også er kliniske relevante. Dette spørgsmål kigger forskerne slet ikke på. MFI-20 er blandt andet faldet seks point på en skala fra 0-100 – fra 73 til 67. Er det reelt set klinisk relevant? Synsparametre, der består af 12 forskellige parametre, er samlet set faldet 10 point – fra 31 til 21. Ikke et af parametrene er faldet mere end ét point. Spørgsmålet er derfor igen, er ændringen der observeres klinisk relevant? De umiddelbare vurdering er nok også, at det er nok så som så med den kliniske relevans.
Konklusion
Er konklusionen alligevel at studiet faktisk har vist at synstræning kan forbedre synsvanskeligheder hos personer med hjernerystelse – og faktisk også forbedre tilstanden hos dem?
Desværre ikke. Studiet har faktisk ikke bidraget med ret meget, for det lider under enorme metodiske problemer. Studiet mangler en kontrolgruppe og en placebogruppe, hvilket betyder at vi ikke kan se om en gruppe uden behandling ville have opnået samme fremskridt, eller om en gruppe med en lignende uvirksom behandling, ville have opnået det. Studiet er altså ikke randomiseret som det hedder. De påstår i studiet, at måde de har udført studiet på, måske er den eneste måde man kan lave sådan et studie på. Hvilket jo langt fra er korrekt.
Studiet er heller ikke blindet – det vil sige at dem der stod bag interventionen også målte effekten heraf. Det er et generelt no-go når der laves forskning, da der involverer høj risiko for at “sminke” resultaterne (også ubevidst), så de ser bedre ud end de er. Herudover skriver forfatterne bag studiet, at de ikke mener at forbedringen der observeres i forhold til vedvarende symptomer efter hjernerystelse, skyldes spontan bedring. Der forklarer dog ikke hvorfor, og henviser ej til studier der vil godtgøre denne hypotese.
Det korte af det lange er, at der ikke er noget i dette studie der peger i retningen af, at synstræning hjælper hjernerystelsesramte. Studiets metodik, databehandling og efterfølgende diskussion (selve diskussionen er på 17 linjer i alt) er simpelthen for langt fra en kvalitet der godtgøre at man kan bruge det til noget i praksis. Det er derfor enormt misvisende at bruge en overskrift som den nævnte i starten af denne artikel. Studiet bidrager derfor i vores optik, ikke til at højne vores viden på området, og dets resultater vil aldrig kunne bruges enkeltstående til godtgørelse af synstræning til hjernerystelsesramte. I det hele taget er vores vurdering at studiet er af så dårlig kvalitet, at vi undrer os over at det overhovedet er udgivet.
Referencer
- Synstræning kan forbedre synsvanskeligheder hos personer med hjernerystelse – Dansk Center for Hjernerystelse via WebArchive, 7. februar 2022, hentet 8. februar 2022
- Smaakjær P. et al., Neurological Research 2021, 1-7, doi: 10.1080/01616412.2021.2000825
- Yeates K.O., Schneider K. & Silverberg N., JAMA Network Open 2021, 4:11, doi:10.1001/jamanetworkopen.2021.32424
- Medalia A. & Saperstein A., Schizophrenia Bulletin 2011, 37:2; 122–128, doi:10.1093/schbul/sbr063