Hjernerystelse og aktivitet virker oftest som modsætninger. “Aktivitet” lyder formentlig for mange, som noget med hård motion. Det er dog ikke korrekt, at en aktivitet kun er hård motion – eller let motion for den sags skyld. Ingen forventer at du løber et maraton to uger efter du har slået hovedet.
Hvad er aktivitet?
Men hvad er aktivitet så? Aktivitet opfattes mange steder som værende noget med bevægelse, og noget hvor man er fysisk eller kognitivt i gang. Men aktivitet er faktisk blot en handling – en beskæftigelse. Derfor er aktivitet også rigtigt mange ting, og spænder fra det meget lave energiforbrug som du oplever når du sover, og helt op til maksimalt energiforbrug, som vi oplever ved eksempelvis løb eller langrendsløb.
Et aktivitetskontinuum. I den ene ende finder vi aktivitet ved meget lavt energiforbrug (eksempelvis sove), mens vi i den anden ende finder maksimalt energiforbrug (eksempelvis langrendsløb1). Inden for de to yderpunkter, er alt anden aktivitet placeret.
Studier peger i retningen af at både for lidt og for meget motion kan være problematisk. Et studie på high school-atleter viste at de der havde rapporteret et moderat aktivitetsniveau rapporterede færre symptomer og klarede sig bedre kognitivt, end de der rapporterede både et lavt og et højt aktivitetsniveau.2 Hvad betyder det så? Det betyder at du ikke skal lægge dig i din seng, for nedrullede gardiner – men at du heller ikke skal forsætte 1:1 som du gjorde inden du kom til skade. Derimod skal du finde det aktivitetsniveau der passer til netop dig. Som med alle andre skader, handler det om at finde det niveau af aktivitet, der hjælper dig i din genoptræning, men ikke risikere at overbelaste dig. Altså der hvor din hjernerystelse og aktivitet spiller godt sammen.
Fysisk aktivitet
Når talen falder på fysisk aktivitet i forbindelse med hjernerystelse, er det mest brugt sted at starte ved gradueret fysisk aktivitet. Nogle steder kaldes det gradueret pulstræning. Gradueret fysisk aktivitet går ud på at du gradvist øger belastning på den fysiske aktivitet du laver. Den fysiske aktivitet vil være aerob – det vil sige kondipræget aktivitet såsom svømning, cykling* eller gang/løb. Det kan også være andre lignende kondimaskiner i et fitnesscenter, såsom crosstrainer eller roergometer. Studier har vist at denne form for aktivitet muligvis kan nedsætte gener ved migræne,3 hvorfor det er sandsynligt at denne effekt også vil kunne opleves ved almindelig hovedpine.4 Nyere forskninger peger også mere og mere i retningen af fysisk aktivitet, under symptomforværringsniveau, er en rigtig god behandlingsmetode.17
Nogle mennesker nævner problematikker når de løber eller går, som mere hovedpine eller lignende. Dette skyldes formentlig de stød kroppen udsættes for ved disse motionsformer – især ved løb – som i sig selv er en høj belastning for kroppen. Oplever du dette, bør du overveje svømning, cykling eller lignende i stedet.
Yderligere har aerob fysisk aktivitet i form af subsymptomatisk aerob aktivitet vist en positiv effekt.17 Denne form for fysisk aktivitet er defineret som aerobisk aktivitet der udføres ved en intensitet og varighed der ikke forværre postcommotionelle symptomer.5 En anden tilgang er submaksimal aktivitet, der foregår som aerobisk aktivitet ved 85 % af den aldersregulerede maksimale puls.5 Begge disse tilgange har umiddelbart en positiv indflydelse på vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Begge tilgange kan desuden danne baggrund for gradueret aktivitet.
De rette fagfolk
Det er imidlertid vigtigt at få hjælp af de rette fagfolk til dette, da der er risiko for, at for høj belastning faktisk kan øge symptomerne og forlænge perioden hvori du har dem.6 Der er imidlertid efterhånden god evidens for brugen af subsymptomatisk aerob aktivitet, og det kan derfor godt anbefales.7,8,9,10, også når det overvåges af en professionel.16 En af de mere brugte måder er Buffalo Concussion Bike/Treadmill Test, der netop er en gradueret metode. Den går ud på, at du cykler eller går/løber ved meget lav intensitet, og gradvist øger den, samtidig med at du tilbagerapporterer hvor hårdt du synes det er, samt hvor voldsomme dine symptomer er. Testen er ikke farlig, men tester hvor meget belastning du kan holde til.7
Der er på nuværende tidspunkt ikke evidens for at anaerob træning, det vil sige eksempelvis styrketræning, har en positiv effekt på hjernerystelse eller vedvarende symptomer. Det kan til gengæld give et ekstra pres på kroppen mens det foregår, og derfor anbefales det ikke i starten. Vent hellere med det, indtil du evner at lave aerob træning.
Hvorfor hjælper aktivitet?
Når du rammes af en hjernerystelse, så sker der flere neurofysiologisk ændringer, der resulterer i kognitiv dysfunktion.10 Fysisk aktivitet fremmer læring og hukommelse, synaptisk plasticitet og neurogenese ved at øge BDNF-udskillelsen i hippocampus. BDNF er også med til at reparere den hvide substans efter en hjerneskade. Flere stoffer er med til at udløse BDNF. Laktat, altså mælkesyre, er faktisk med hertil,11 og fungerer tillige også som en antidepressiv.12 Laktat er derfor alt andet end et affaldsstof. Alt dette er med til at forbedre den kognitive funktion.
Derudover sker der en inflammation af hjernen, når du får en hjernerystelse. Studier har vist, at fysisk aktivitet i 3-12 måneder kan nedsætte inflammationen.14 Nyere studier har dog ikke påvist en forskel mellem lav-intens og høj-intens aktivitet, på dette område.15 Selvom det primært skyldes metodologiske vanskeligheder, kan højere intensitet være en fordel, men lav intensitet har formentlig også en effekt. Effekten må dog formodes at være mindre.
Yderligere kan subsymptomatisk aktivitet være med til at forbedre stabiliteten i cellens opbygning, den mitokondrielle biosyntese og hjælpe med om- og genkobling af hjernens blodåre.13 Eller sagt på en anden måde; fysisk aktivitet er med til at genopbygge en skadet hjerne. Hjernerystelse og aktivitet hænger derfor rigtigt godt sammen, og du skal ikke være bange for at være aktiv. Det er inaktivitet der er problematisk.
Noter
- Med cykling menes cykling på en stationær cykel.
Referencer
- B.E. Ainsworth et al., Med Sci Sports Exerc 2011, 43:8, 1575-1581, doi: 10.1249/MSS.0b013e31821ece12. Det fulde kompendie kan findes her:
- Majerske C.W. et al. J Athl Train 2008, 43:3, 265-274, doi: 10.4085/1062-6050-43.3.265
- La Touché R. et al., Scand J Med Sci Sports 2020, doi: 10.1111/sms.13625
- Krøll L.S. et al., Eur J Pain 2018, 22:8, 1399-1408, doi: 10.1002/ejp.1228
- Prince J. et al., J of Sport Rehab 2020, 29:1, 122-126, doi: 10.1123/jsr.2018-0224
- Maerlender A. et al., Dev Neuropsychol 2015, 40:5, 273-278, doi: 10.1080/87565641.2015.1067706
- Bezherano I. et al., Clin J Sport Med 2020, 00:1-4, doi: 10.1097/JSM.0000000000000809
- Sullivan K. et al., Curr Neurol Neurosci Rep 2018, 18:11, 75, doi: 10.1007/s11910-018-0884-9
- Leddy J. et al., JAMA Pediatrics 2019, 173:4, 319-325, doi: 10.1001/jamapediatrics.2018.4397
- Stephan J.S. & Sleiman S.F., Cur Op Neuro 2019, 32:6, 808-814, doi: 10.1097/WCO.0000000000000754
- Vachnish-Lev Y. et al., Front Neurosci 2019, 13:403, doi: 10.3389/fnins.2019.00403
- Karnib N. et al., Neuropsychopharmacology 2019; 44:1152–1162, doi: 10.1038/s41386-019-0313-z
- Dech R. et al., J Sci Med Sport 2019, 22:10, 1090-1096, doi: 10.1016/j.jsams.2019.06.007
- You T. et al., Sports Medicine 2013, 43:4, 243-256, doi:10.1007/s40279-013-0023-3
- Rose G. et al., J Sport Sci & Med 2021, 24:4, 345-351, doi:10.1016/j.jsams.2020.10.004
- Popovich M. et al., Clin J Sport Med 2021, 31:2, 127-132. doi: 10.1097/JSM.0000000000000721
- Carter K., Pauhl A.N. & Christie A.D., Med & Sci in Sports & Exercise 2021, doi:10.1249/MSS.0000000000002663
Se også
