Hjernerystelse | Commotio Danmark

Menu

Studie #29 – Incidens og prævalens af hjernerystelse i Danmark fra 1999-2018

Studie #28 - Udvidet forståelse af skadesmekanismer ved VM i fodbold 2022

Incidens og prævalens af hjernerystelse i Danmark fra 1999-2018 er et nyt studie, der som titlen antyder, har kigget på antallet af hjernerystelsesramte i Danmark i perioden 1999 til 2018.1 Det er et såkaldt registrerstudie, hvilket har kæmpe fordele, men også nogle begrænsninger, som vi kommer tilbage til senere. 

Metode

Studiet er som nævnt et såkaldt registerstudie. I Danmark har vi gennem vores CPR-numre et af verdens største og bedste registre at forske i. Bemærk at man ikke kan identificere individer gennem denne form for forskning. 

Forfatterne har valgt at undersøge forekomsten af hjernerystelse i hospitalsregi i perioden 1. januar 1999 til 31. december 2018. Dette gøres gennem udtræk fra landspatientregistret, hvori diagnoser for hjernerystelse givet på hospital vil findes. De har også kigget på antallet af personer der har været til observation for hjernerystelse, uden dog med sikkerhed at have fået diagnosen. 

Resultater

Forfatterne finder at incidensraten for førstegangsramte er steget fra 280 pr. 100.000 borger til 308 pr. 100.000 borger i perioden. Altså at der er flere der får diagnosen første gang i 2018, end i 1999.  Når de inkluderer patienter der rammes for anden eller flere gange, stiger det fra 306 til 363 – svarende til en stigning på knap 19 %. I samme periode er befolkningen væksten med knap 9 %. Samlet set kommer de frem til at omkring 20.000 får diagnosen hvert år. 

I samme periode ses en stigning i spædbørns (<2 år) og ældres (>80 år) diagnoser, mens der også ses en stigning i antallet af kvinder der får diagnosen. Samtidig ser det ud til at mænds incidens er nogenlunde stabil.

Sidst har de kigget på prævalensen af hjernerystelse i befolkningen. Altså hvor mange har oplevet en hjernerystelse. Eftersom op til 30 % der får en hjernerystelse har vedvarende symptomer,2 svarer det til at op til 1,5 % af den danske befolkning har eller stadig lever med vedvarende symptomer. Det svarer altså til omkring 90.000 personer i dag – eller godt 86.000 i 2018 hvor studiet har sine seneste tal fra.

Diskussion

Der er ingen tvivl om, at studiet bringer rigtig meget nyttig information med sig. Registerforskning har en masse kæmpe fordele, der gør det relativt nemt at udføre. Med det sagt, så kan man netop undrer sig over, hvorfor netop 2018 er skæringspunktet for studiet. I 2019 var man stadig ikke ramt af Covid-19 og i 2022 var der igen lukket helt op i Danmark. 2023 kan forklares med arbejdet med studiet allerede gik i gang i 2023, hvorfor de ikke har kunnet få de tal med. Men herfra skal der lyde en ærgerlighed over det.

Men som nævnt har registerforskning også nogle begrænsninger. I dette tilfælde har vi en begrænsning der hedder, at de kun har kigget på incidensraten i hospitalsvæsnet. Vi ved fra andre studier, at incidensraten kan være helt op til 1,2 % årligt,3 og dette studie viser kun en incidens på 0,3 %. Det vil derfor være usandsynligt, at det er det reelle tal for antallet af hjernerystelser hvert år i Danmark. Heldigvis gør forfatterne selv opmærksom på netop dette problem i diskussionen.   Problemet er bare, at netop dette faktum gør, at tallet de kommer frem til (20.000/året) ikke er generaliserbart og dermed heller ikke retvisende for det samlede antal ramte hvert år.

Samtidig kan vi se i andre studier, at mere end 50 % af alle hjernerystelser kan blive overset på traumeafdelinger, såsom skadestuerne.4 Hvis de tal står til troende, betyder det at tallet jo netop ikke er 20.000 om året – men mere 40.000 om året. Samtidig indikerer studier, at 20-25 % af alle diagnoser sker hos egen læge.3 Hvis det er rigtigt, ender det reelle tal på mellem 50.000-55.000 om året, og altså ikke de 20.000 som forfatterne kommer frem til. Yderligere indikerer et andet studie fra 2020 at kun 23 % af de der får diagnosen, faktisk registreres således.5 Hvis det tal er indikation for virkeligheden i Danmark også, vil det kunne være over 80.000 om året. Dette må dog nok antages at være alt for højt. Pointen er dog, at 20.000 formentlig ikke er repræsentativt for hverken antallet af ramte på hospitalerne hvert år og da slet ikke for det samlede antal der rammes hvert år i Danmark.  

Konklusion

Studiet er som nævnt rigtigt fint, og dejligt at se at man forsøger at lave en opdateret opgørelse over antal ramte, da det oftest refererede på 25.000 helt sikkert er forkert og for gammelt. Det er dog ærgerligt, at man vælger en metode som man på forhånd ved giver et forkert resultat. Det betyder også at alle del-resultaterne (såsom forskellen på køn og ændringerne i spædbørn/ældre) bliver endnu mere usikre, og man skal derfor passe på med at lægge for stor vægt på dette ene studie. 

Referencer

  1. Eggertsen P.P. et al., J Neurotrauma 2024, doi:10.1089/neu.2024.0217
  2. Cancelliere C. et al., J Neurotrauma 2023, doi:10.1089/neu.2022.0185
  3. Langer L et al., J Head Trauma Rehabil 2020, 35:1, E60-E66, doi:10.1097/HTR.0000000000000503
  4. Peixoto C. et al., Pain Physician 2023, PMID: 36791299
  5. Pozzato I. et al., BMJ Open 2020, doi:10.1136/bmjopen-2019-034494