Øresten

Det er et biomekanisk problem. Det opstår når otolitter, der er calciumkarbonatsturkturer i det indre øre, bliver fritflydende i den endolymfatiske væske , en væske samme sted, i det semicirkulære kanaler.^1,3 Disse dele antages at bevæge sig langsommere rundt end den endolymfatiske væske, hvilket gør at cupula påvirkes, og en falsk oplevelse af bevægelse opfattes.³ Dette kan bevirke at man oplever en følelse af at alt bevæger sig, og dermed at man føler sig svimmel.

Der findes flere slags BPPV. Den mest almindelige er såkaldt unilateralt posterior semicirkulær canalithiasis. Her er det kun i den bagerste semicirkulære kanal i det ene øre. Ved postcommotionel svimmelhed findes der en højere incidens end normalt af atypisk BPPV (i de horisontale og anteriorer semicirkulære kanaler), bilateral BPPV, multikanals BPPV samt gentagent BPPV.¹

Har man BPPV vil bevægelser som at bukke sig ned, kigge op, gå ind og ud af sengen, rulle i sengen eller hurtige bevægelser med hovedet, give svimmelhed.^3,4 I det tilfælde vil det give mening at blive undersøgt for dette specifikt. Andre tegn på BPPV kan eksempelvis være nystagmus, hvor øjnene ufrivilligt bevæger sig rykvis.

Undersøgelsen foregår ved brugen af Dix-Hallpike-manøvren, hvor man tester hvert øre for sig. Her sidder patienten på en briks, med hoved drejet 45º mod det øre der skal testes. Herefter lægger lægen patienten hurtigt ned, hvor hovedet kommer ud over kanten, og sørger for at nakken er bøjet 20º under horisontallinjen. Hvis der observeres end nystagmus kort efter og den er vedvarende i op til maksimalt et minut, er testen positiv.⁵

Skulle det vise sig at BPPV ikke forsvinder igen, selv efter behandling, kan det være en god idé at blive undersøgt for andre lidelser i det indre øre.¹