Undgåelsesadfærd

Dette medfører at man undgår disse ting (sollys, larm, sociale arrangementer), og dermed fastholder man en ringe evne til disse stimuli, eller genoptræner man ikke sin evne til det. I stedet dekonditioneres man på disse områder, og man vil derfor kunne opleve denne problematik i rigtigt mange år, hvis det ikke håndteres korrekt.

Vi ved efterhånden at det at undgå at lave aktiviteter kan være med til at fastholde symptomer og skabe uarbejdsdygtighed.^1,2,3  Man risikerer at katastrofere aktiviteten. Et studie har nemlig vist, at i en helt normal gruppe af mennesker, vil katastrofetanke medføre en man undgå en aktivitet.⁷ Det betyder at forestiller man sig at en given aktivitet forværrer ens symptomer, så undgår man den. Og desværre peger det i retningen af at katastrofetanker forværre/forlænger symptomerne. Det vil sige, frygten for at udføre en aktivitet kan faktisk være værre end at udføre aktiviteten. Det tyder i hvert fald på at det forlænger tiden der går, før man er klar til at vende tilbage til arbejde igen.⁵

Denne adfærd ses i studier at finde sted i højere grad hos kvinder – især yngre kvinder.^1,4 Det kan skyldes at kvinder generelt rapportere om flere symptomer end mænd. Derudover ses det også blandt atleter, at en større undgåelsesadfærd, giver større symptomoplevelse i den akutte fase,⁸ samt en sammenhæng med graden af undgåelsesadfærd og symptomoplevelsen.¹¹