Et nyt studie har kigget på visuel terapi og hvorvidt det har en effekt på symptomerne efter en hjernerystelse.1 Årsagen til at de har gjort det, er at der ofte bruges visuel terapi, dog kun med meget svag evidens bag sig. Men rationalet bag at gøre det uddyber de i fire punkter:
- Visuelle symptomer er almindelige efter et hovedtraume
- Okulomotorisk funktion kan være abnormal efter et hovedtraume
- Okulomotorisk dysfunktion kan påvirke synet
- Forbedring af okulomotorisk funktion kan reducere de visuelle symptomer efter et hovedtraume
Så langt så godt. Men som de også skriver, så kan de være mange kompleksiteter der går galt i denne sammenligning. Derudover fortæller de er der er stor forskel i hvor meget de forskellige okulomotoriske dysfunktioner optræder i forbindelse med hjernerystelse. Nogle studier rapportere om høje tal, andre om minimale. Okulomotorisk nerveparese nerve palsy skulle være minimal, mens konvergensinsufficiens skulle være relativt højt. Men det er samtidig også den oftest forekommende generelt i befolkningen. Dette gælder også for sakkaderne, hvor nogle studier finder høj incidens og andre lav. Faktisk skulle en metaanalyse have vist hjernerystelsesramte skulle have udfordringer med antisakkader og hukommelsesstyret sakkader, og det konkluderes at det skyldes kognitive problematikker.2 Yderligere skulle der kun er udfordringer med disse sakkader, så længe man er udsat for et højt kognitivt pres.3
Betyder alt dette, at visuelle udfordringer ikke opstår som følge af en hjernerystelse? Nej det gør det selvfølgelig ikke. Der er visuelle problematikker bagefter. Men der er ikke megen evidens for at disse abnormaliteter er skyld i symptomerne. Man ved heller ikke om det skyldes okulomotorisk dysfunktion eller kognitiv dysfunktion. Og der er heller ikke overbevisende evidens for at visuel terapi eller træning, såsom samsynstræning, faktisk har en effekt på symptomerne efter en hjernerystelse – og om denne mulige effekt skyldes visuel eller kognitiv forbedring.
