Flere har sikkert hørt at bindevævstræning er rigtigt godt, når man er ramt af hjernerystelse. Det bliver i hvert fald promoveret i visse kredse. Her bliver det påstået at bindevævet er låst eller stift efter en hjernerystelse, hvilket gør det svært for musklerne at arbejde. Dette medfører at du kun vil have adgang til en vis procentdel af din muskulatur. Bindevævstræningen skulle være med til at låse bindevævet op igen, og blandt andet medføre at du kan bevæge dig bedre, og give åndedrættet adgang til bevægelser der kommer dybt inde fra kroppen. Dette skulle blandt andet skyldes et stort stykke bindevæv der går fra fødderne, op over nakken og til kraniet.1
Bindevæv og bindevævstræning
Hvad er så bindevæv? Bindevævet er et støttevæv vi har i kroppen; det inkluderer sener, fascier og ligamenter. Det består hovedsageligt af væske, i varierende grad i forhold til om det er løst eller fast bindevæv. Det løse findes hovedsageligt i kropshulerne, samt i og omkring leddene, og dets fibre er færre og løber mere tilfældigt. Det faste bindevæv, der har et højt indhold af fibre, er organiseret parallelt i de førnævnte sener, fascier og ligamenter.2,3 Der er altså ikke ét stort stykke bindevæv der gå fra fødderne til kraniet. Det er ganske enkelt ikke en korrekt påstand.
Bindevævstræning er derfor selvfølgelig træningen af den famøse bindevæv. Du kan godt påvirke det gennem udstrækning, det er der umiddelbart ikke tvivl om. Men det betyder ikke ligefrem at det har nogen indvirkning på hjernerystelsessymptomer. Faktisk bruger man generelt udstrækningsprogrammer som placebo i studier, hvor man undersøger sammenhængen mellem hjernerystelse og fysisk aktivitet.4,5,6,7 Og kigges der på det samlet set, så har udstrækningsprogrammerne ikke større effektivitet end hvile – men det har fysisk aktivitet.7
Konklusion
Vi har brugt lang tid på at lede efter evidens der kobler bindevæv sammen med hjernerystelse, men også bare på at låst bindevæv skulle være et reelt fænomen. Det er simpelthen ikke lykkedes os. De påstande der bruges, for at skabe overbevisningen om at bindevævstræning er en god idé, er overbevisende og gennemførte, men der mangler i høj grad dokumentation for virkningen heraf. Og det rationale der lægger bag måde det gøres på, mangler også plausibilitet.
For god ordens skyld, vil vi dog sige at vi har svært ved at se det direkte skadelige i behandlingen, men indirekte kan bindevævstræning koste tid og penge, hvilket kan være problematisk når man er ramt. Så er det bedre at bruge tiden på anden fysisk aktivitet, såsom cykling eller gang, da der formentlig kan være en effekt at hente her.
Referencer
- Bindevævstræning “Aftenskolen Pas På Hovedet” – hentet 30. april 2022
- Levin K. & Nørgaard J.R., Medicinske Fagudtryk – en klinisk ordbog med kommentarer, 4. udgave, 1. oplag, 2015, 978-87-17-04205-6
- Bojsen-Møller F., Tranum-Jensen J. & Simonsen E.B., Bevægeapparatets anatomi, 13. udgave, 1. oplag, 2013, 978-87-628-0900-0
- Kurowski B. et al., J Head Trauma Rehabil 2017, 32:2, 79-89, doi: 10.1097/HTR.0000000000000238
- Leddy J.J. et al., JAMA Pediatric 2019, 173:4, 319-325, doi: 10.1001/jamapediatrics.2018.4397
- Haider M. et al., Front Neurol 2019, 10, 395, doi: 10.3389/fneur.2019.00395
- Willer B.S. et al., Arch Phys Med Rehabil 2019, 100:12, 2267-2275, doi: 10.1016/j.apmr.2019.07.003