Hjernerystelsesmyte #42 – Homøopati

Homøopati og hjernerystelse

Homøopati. Vi regnede egentlig ikke med at dét var nødvendigt at tage fat i, men der tog vi fejl. Det blev opfundet i 1796 af Samuel Hahnemann, men allerede i 1836 blev homøopati kaldt humbug i den videnskabelige litteratur.1 Så det kan undre at det stadig er at finde den dag i dag – næsten 200 år senere. Det fungerer ved at et aktivt stof fortyndes et hvis antal gange. Jo mere fortyndet, jo mere aktivt er “medicinen”, hvilket jo er absurd i sig selv, og fuldstændigt bryder med de kendte kemiske og fysiske naturlove.5 Mange af de homøopatiske produkter du kan finde på hylderne i Danmark er fortyndet mellem 10.000 og 1.000.000 gange, men også helt op til en kvintillion gange (1030) fortynding findes, hvilket kort sagt betyder at der ikke er noget af det oprindelige stof tilbage i opløsningen.3

Litteraturgennemgange af homøopatiens effekter har desværre heller ikke kunnet fremfinde evidens for at det har nogen som helst effekt.2,4,6 De kommer alle frem til at homøopati ikke virker udover placebo-effekt. Netop denne beskrivelse, er den videnskabelige version af at skrive “det virker ikke”. For placebo-effekten er også til stede ved virksomme behandlinger. Og så er virksomme behandlinger også plausible, hvilket homøopati jo netop ikke er, da den bryder med kemiens og fysikkens love.

Af disse grunde, er der heller intet rationale for at påstå, at homøopati skulle have nogen som helst indvirkning på hjernerystelse. Det er at tage sårbare ramte ved næsen at påstå dette, og det er direkte uetisk. Vi vil derfor fraråde enhver behandling med homøopati.

Referencer

  1. Renshaw & Strand, Med Chir Rev 1836, 25:50, 405-408, PMID:29918379
  2. Ernst E., Br J Clin Pharm 2002, 54:6, 577-582, doi:10.1046/j.1365-2125.2002.01699.x
  3. Ernst E., TRENDS in Pharmacological Sciences 2005, 26:11, 547-548 doi:10.1016/j.tips.2005.09.003
  4. Smith K., Bioethics 2012, 26:9, 508-512, doi:10.1111/j.1467-8519.2011.01956.x
  5. Grimes D.R., FACT 2012, 17:3, 149-155, doi:10.1111/j.2042-7166.2012.01162.x
  6. Ernst E., MJA 2010, 192:8, 458-460, doi:10.5694/j.1326-5377.2010.tb03585.x

Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram