Hjernerystelsesmyte #26 – Kønsforskelle ved hjernerystelse

Hjernerystelsesmyte 26 - Kønsforskelle ved hjernerystelse

Mænd og kvinder er rent fysiologisk ret forskellige – også derfor at mænd i nogle sammenhænge kaldes det stærke køn. Det er nogle forskelligheder vi ikke kan se os fri for. Blandt andet betyder det at der er stor forskel på hvordan mænd og kvinder kan præstere i idræt. Men betyder det så også, at der er kønsforskelle ved hjernerystelse?

Når vi kigger direkte på videnskaben, så er svaret et rungende ja. Der er store tegn på at der altså er forskel på mænds og kvinders risiko for at blive ramt af hjernerystelse. Vi har tidligere beskrevet hvordan kvinder ser ud til at have en risiko for at få hjernerystelse blot ved at lave hovedstød – en risiko der ikke umiddelbart er at finde hos mænd.1 Her gik snakken på at forholdet mellem boldens vægt og nakkens styrke er dårligere hos kvinder end hos mænd.2

Allerede i 2009 fik man øjnene op for, at der formentlig var forskel på mænds og kvinders risiko for at blive ramt af hjernerystelse. En litteraturgennemgang viste nemlig, at kvinder generelt set havde større risiko for sports-relateret hjernerystelse.3 Denne opfattelse har vi set i flere studier og epidemiologiske undersøgelser sidenhen også,4,5,6 senest i 2019 hvor et studie kom frem til at kvinder havde større risiko for hjernerystelse i fodbold og basketball.7

Men når vi ser på befolkningsstudier har de seneste faktisk vist at mænd er mere repræsenteret i statistikkerne.8,9 Et dansk studie fra 2019 viste nemlig at 60 % af de indrapporterede tilfælde var mænd.8 Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at det kun viser incidensen ved de indrapporterede. Der er mange der ikke er indrapporteret. Og yderligere fortæller det intet om risikoen – det er de foregående studier meget bedre til.

Samlet set skal der dog stadig flere studier til at fastslå hvordan kønsforskelle ved hjernerystelse ser ud, da vi stadig kun er ved begyndelsen af at forstå sammenhængene.10

Referencer

  1. Myte 10
  2. Collins CL, et al., J Prim Prev 2014;35,5,309-319. doi:10.1007/s10935-014-0355-2
  3. Dick R., BJSM 2009, 43:SUPP1, 46-50, doi:10.1136/bjsm.2009.058172
  4. Brook E. et al, Physician and Sportsmedicine 2016, 44:1, 20-28, doi:10.1080/00913847.2016.1142834
  5. O’Connor K., et al., J of Ath Train 2017, 52:3, 175-185, doi:10.4085/1062-6050-52.1.15
  6. Kerr Z. et al., J of Neurotrauma 2019, 36:11, 2073-2082, doi:10.1089/neu.2017.5319
  7. Cheng J. et al., Sports Health 2019, 11:6, 486-491, doi:10.1177/1941738119877186
  8. Graff H. et al., J of Head Trauma Rehab 2019, doi: 10.1097/HTR.0000000000000501
  9. Pavlov V. et al., Brain Injury 2019, 33:9, 1151-1157, doi:10.1080/02699052.2019.1629022
  10. Merritt V, et al., Clinical Neuropsychologist 2019, 33:6, 1016-1043, doi:10.1080/13854046.2018.1508616
Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *