Hjernerystelsesmyte #15 – Kronisk Traumatisk Encefalopati (CTE)

Kronisk traumatisk encefalopati (CTE) tilskrives ofte gentagne hjernerystelser.

I 2002 lavede Dr. Bennet Omalu en obduktion på den tidligere NFL-spiller Mike Webster – denne obduktion skulle fremadrettet vise sig at få stor indflydelse. Det var nemlig her, kronisk traumatisk encefalopati, også kendt som bokserdemens, første gang blev beskrevet hos en tidligere NFL-spiller – og det blev hypotiseret at det skyldtes gentagne milde hjerneskader.1 Denne formodning blev gentaget året efter efter obduktionen af en anden NFL-spiller, Terry Long, havde vist samme tegn som Mike Webster.2 Det er disse case-studier som filmen Concussion med Will Smith bygger på.

I 2017 kom så et større studie, der samlede 202 cases med amerikansk fodboldspillere, hvoraf de 111 havde spillet i NFL. Af de 111 spillere, havde de 110 tegn på kronisk traumatisk encefalopati (CTE).3 Det er jo et skræmmende højt tal. Men betyder det at hjernerystelse giver CTE? Ikke nødvendigvis. Problemet med de studier der er lavet er, at de for manges vedkommende er lavet på spillere der har doneret deres hjerner til undersøgelse. Flere tusinde spillere har spillet i NFL siden starten , foruden de mange flere tusinde der har spillet college-football og andre rækker rundt om i verden. Det er derfor ikke et repræsentativt udsnit vi har med at gøre. Derfor giver et studie fra 2013, der ikke fandt en årsagssammenhæng mellem hjernerystelse og CTE, også god mening.4 Siden har andre studier også bemærket at selektionsbias og andre problematikker spiller en væsentlig rolle.5,6 

Samlet set betyder det at risikoen for at udvikle CTE efter en hjernerystelse er meget lille – nogle estimerer ned til 0,01 % sandsynlighed.7,8,9 Det betyder selvfølgelig ikke at risikoen ikke er der, men den er formentlig, og heldigvis, så lav, at det ikke er noget man skal være bange for, hvis man bliver ramt af en hjernerystelse.

Referencer

  1. Omalu, BI et al., Neurosurgery 2005, 57:1, 128-133,  doi:10.1227/01.NEU.0000163407.92769.ED
  2. Omalu, BI et al., Neurosurgery 2006, 59:5, 1086-1092,  doi:10.1227/01.NEU.0000245601.69451.27
  3. Mez J et al., JAMA 2017, 318:4, 360-370, doi:10.1001/jama.2017.8334
  4. Hazrati LN et al., Front Hum Neurosci 2013, 7:222, doi: 10.3389/fnhum.2013.00222
  5. Asken BM et al., Jama Neurol 2017, 74:10, 1255-1262, doi:10.1001/jamaneurol.2017.2396
  6. Schwab N og Hazrati LN, J Alzheimers Disease 2018, 64:4, 1067-1076, doi:10.3233/JAD-180373
  7. Perrine K et al., World Neurosurgery 2017, 102, 533-544, doi:10.1016/j.wneu.2017.02.084
  8. Gardner A, Iverson GL, McCrory P. Br J Sports Med 2014;48:84–90, doi:10.1136/bjsports-2013-092646
  9. LoBue C et al., J Alzheimers Disease 2019, 70:3, 629-654, doi:10.3233/JAD-190028

Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *