Hjernerystelsesmyte #38 – Økologi og hjernerystelse

Økologi og hjernerystelse

Økologi har de senere år været i stor fremgang, hvilket blandt andet ses i den øgede mængde landbrugsareal der er omlagt til økologi.1 Økologi fremstår for nogen som renere og sundere end konventionelt landbrug. Og netop de egenskaber fremhæves forskellige steder, blandt i bøger, som værende vigtigt for hjernerystelsesramte, når de skal vælge hvad de har lyst til at spise. Så slipper man også for alle pesticiderne, fra det konventionelle landbrug. Her er det dog vigtigt at huske på, at de grænseværdier der er sat i EU er sat på et niveau, hvor de ikke er skadelige for mennesker. I mange henseender er niveauet faktisk endnu lavere i Danmark.

Men den sundhedsmæssige effekt af at spise økologisk er også begrænset. De studier der er lavet giver bestemt ikke noget entydigt svar på, om økologisk kost skulle være sundere. Faktisk tyder det mere på, at de der holder sig til det økologiske, ofte lever et generelt sundere liv, og det derfor ikke har noget med økologien at gøre.2 Og der er ikke evidens for at påstå, at økologiske fødevarer i sig selv er sundere end konventionelle.3 Mælkeprodukter og formentlig kødprodukter kan dog have et højere indhold af Omega-3-fedtsyrer, hvilket kunne være en potentiel faktor i forhold til hjernerystelse. Men forskellen er dog så lille, at det ikke har nogen påvirkning i kroppen.4

Ud fra den viden vi har pt. om økologisk kost, er der intet rationale for at påstå, at denne type fødevarer skulle være bedre for hjernerystelsesramte, end andre typer. Faktisk kan det være en stressfaktor at være meget optaget af kun at spise økologisk, når man er hjernerystelsesramt. Derfor kan vi igen kun anbefale at følge Fødevarestyrelsens 10 kostråd – så er det ikke så vigtigt om det er økologisk eller ej.

Referencer

  1. Sofie Caroline Rye Wøhlk: Stor fremgang i økologisk landbrug. DR.dk. 5. juni 2018
  2. Hurtado-Barroso, S. et al. Critical Reviews in Food Science and Nutrition 2017, 1–11. doi:10.1080/10408398.2017.1394815 
  3. Brantsæter, A. L. et al. Annual Review of Public Health 2017. 38:1, 295–313. doi:10.1146/annurev-publhealth-031816-044437
  4. Mie A. et al., Environmental Health 2017, 16, 111, doi:10.1186/s12940-017-0315-4 

Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram