Hjernerystelse | Commotio Danmark

Hjernerystelsesmyte #18 – Samsynstræning og hjernerystelse

Læs en mere grundig gennemgang af samsynstræning ved hjernerystelse via dette link

Gennemgang af den nuværende evidens for samsynstræning og hjernerystelse.

For et stykke tid siden blev vi spurgt ind til samsynstræning og hjernerystelse. Blandt andet om hvilke studier der var på området, hvis der overhovedet var nogle. Samsynstræning er en stor del af behandlingen af hjernerystelse i Danmark, så selvfølgelig valgte vi også tage et kritisk kig på denne behandlingsform.

Samsynstræning er en visuel træningsmetode, hvormed du skal lære at få øjnene til at samarbejde (sådan kort fortalt). Det antydes dermed at dine øjne ikke samarbejder, og i forbindelse med hjernerystelse antages det at traumet er årsagen hertil. Det antages generelt at 20% af befolkningen har en eller anden form for samsynsproblemer, og i følge Optikerforeningen har 67,8% af den danske befolkning problemer med øjnene der kræver briller eller kontaktlinser.1

På nuværende tidspunkt er forskningen på området visuel træning i forbindelse med hjernerystelse ikke særligt stor. En litteraturgennemgang fra 2019 kom frem til at der måske er noget at hente med visuel træning. Men de gør også opmærksom på at man i fremtiden skal fokusere bedre studiedesigns og større sample size.2

De fleste anbefaler imidlertid stadig at man undersøges for oculomotoriske problematikker efter en hjernerystelse, hvis symptomerne fortsætter,3,4 men hvorvidt det har en reel effekt ved man faktisk stadigvæk ikke.4 Og et studie fra 2020 sår også tvivl om hvorvidt der faktisk er en effekt af såkaldt visuel terapi, og sætter i stedet fokus på at de visuelle problematikker formentlig skyldes andet, såsom kognition.5

Så på nuværende tidspunkt har vi ikke har dokumentation for at det har en reel effekt. Men det er en af de screenings- og behandlingsteknikker der stadig forskes i, så det er ikke umuligt at det ændrer sig i fremtiden. Det er dog værd at bemærke, at vi ikke ved om de der har problemer med samsynet efter en hjernerystelse, også havde de problemer før hjernerystelsen – jævnfør de 67,8% fra tidligere. Man skal derfor være opmærksom, hvis man blander samsynstræning og hjernerystelse.

Referencer

  1. http://www.optikerforeningen.dk/Mit-syn/Fakta-om-synet.aspx, 23. august 2019, via WayBackMachine 17. oktober 2020
  2. Simpson-Jones M.E. & Hunt A.W., Disability and Rehabilitation 2019, 41:18, 2206-2222, doi:10.1080/09638288.2018.1460407
  3. McCrory P, Meeuwisse W, Dvorak J, et al. Br J Sports Med. doi:10.1136/ bjsports-2017-097699
  4. Kontos A.P. et al., J of Athl Train 2017, 52:3, 256-261, doi:10.4085/1062-6050-51.11.05
  5. Barton J.J.S. & Ranalli P., Annals of neurology 2020, doi: 10.1002/ana.25820

1 kommentar til “Hjernerystelsesmyte #18 – Samsynstræning og hjernerystelse”

  1. Kære Ronny
    Faldt lige over Myte 18, som handler om det fag, jeg og mine kolleger til daglig beskæftiger os med på et, synes vi selv seriøst plan, hvor vi prioriter uddannelse og opdatering af vores faglige viden med deltagelse af kongresser i ind- og udland højt.
    Jeg arbejder til daglig i AP Synspleje i Værløse, som jeg er leder af. Vi har også en mindre satellit-klinik på Center for Hjerneskade.
    Vi er godt klar over, at evidensen inden for vores fag endnu ikke er godt nok med i forhold til det niveau, det burde være på. Heldigvis er det noget, der arbejdes på, ikke bare i udlandet, men også i Danmark, og jeg har lyst til at informere dig om, at vi sammen med flere andre (også seriøse) klinikker er i gang med et spændende forskningsprojekt i samarbejde med KU og ITU, lige som Kommunikationscentrene også er i gang med et forskningsprojekt. Så vi håber meget på, at vi på den måde på sigt kan være med til at bidrage med en højere grad af evidens.
    Så en lille kommentar til dit skriv om myte 18 (hvis der da er tale om en myte. Det er jo lidt afhængig af graden af evidens, som der er tale om):
    Du skriver, at det antages, at 20% af befolkningen har en eller anden form for samsynsproblemer, og at Optikerforeningen anslår, at 67,8% har et problem med øjnene, der kræver briller eller linser. Længere nede skriver du:
    ‘Det er dog værd at bemærke, at vi ikke ved om de der har problemer med samsynet efter en hjernerystelse, også havde de problemer før hjernerystelsen – jævnfør de 67,8% fra tidligere’
    Her tænker jeg du må mene 20% og ikke 67,8%, da det jo er samsynsproblemer (og ikke brille- og kontaktlinsebehov) du jo netop skriver om? Håber du vil rette denne fejl i din skrivelse, da det må siges at være meget misvisende.
    Med venlig hilsen
    Anne Preisler
    Neurooptometrist, FCOVD
    AP Synspleje
    Værløse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *