Samsynstræning ved hjernerystelse

Flere studier finder at der er faktisk sker en ændring i konvergens nærpunkt – øjnenes evner til at arbejde sammen.⁵ Der er dog stor variation i måden man undersøger dette på, herunder forskelle i målepunkt fra øjet, hvilket gør resultaterne usikre. Normative data angiver at 5 cm er cutoff-punktet.^6,7 Altså at der herover skulle være udfordringer med samsynet. Et nyere studie viser dog at denne grænse nok er for lav, da mere end 20 % i studiet måltes over dette punkt.⁸ Det betyder at der er stor risiko for at mange diagnosticeres med okulær dysfunktion, uden faktisk at have det. Interessant nok viste studiet heller ingen sammenhæng med hverken ADHD eller hjernerystelseshistorik.

Okulomotorisk træning er dog undersøgt. Studierne glimrer dog alle ved forskellige metodemæssige udfordringer, der gør at vi ikke kan bruge dem til noget i en hjernerystelsessammenhæng. Vi har gennemgået et dansk studie på området, mens andre studier fx. har ikke-sammenlignelige grupper,¹⁴ der kigges ikke på hjernerystelsesramte,¹⁴ kontrolgruppen rykker sig også mærkbart,¹⁵ der kigges ikke på hjernerystelsessymptomer,^15,16,19,20 eller der kigges kun på observationsstudier – det vil sige man laver slet ikke synstræning, men kigger kun på hvilket synsrelaterede forskelle der er på ramte og en kontrolgruppe.^17,18,19,20 Sådanne studier kan ikke fortælle os hvorfor der er en forskel – og det er relevant hvis vi skal have en idé om hvorvidt en intervention på området vil have en effekt. Og så er der selvfølgelig også andre metodiske fejl. Generelt er det et område hvor kvaliteten af den forskning der kommer ud, skal være bedre i fremtiden.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det der observeres ikke nødvendigvis skyldes problemer der kan trænes væk med samsynstræning. Som tidligere nævnt har rigtigt mange mennesker problemer med øjnene uden at have hjernerystelse. Derudover kan de problemer med øjnene der nævnes, faktisk også skyldes kognitive problemer, fremfor direkte trænérbare synsudfordringer.⁹ Et studie fra 2022 har eksempelvis vist at konvergens nærpunkt også forbedres ved hjælp af fysisk aktivitet.¹⁰ Dette var også gældende for sakkadiske bevægelse, den vestibulære okulære refleks mm. – generelt det der testes for i VOMS.¹⁰ Det er dog vigtigt at italesætte at studiet er lille, og dets resultater derfor kræver eftertestning i større studier. Et andet studie fra 2023 fandt at folk med mange okulomotriske og vestibulære udfordringer, havde gavn af netop fysisk aktivitet – jo flere af disse udfordringer, jo mere gavn havde de.²¹

En sidste krølle på halen er, at det ikke har været muligt for os at opstøve validitets- eller reliabilitetstudier på eksempelvis konvergens nærpunkt. Det vil sige vi ved ikke om vi faktisk måler det vi ønsker – og om vi får samme resultat hvis vi måler mange gange. Pointen i at fortælle dette er, at mange ikke har været udsat for testene før. Derfor vil mange præstere dårligere første gang de prøver den – og allerede anden eller tredje gang testen prøves, vil der være mærkbar forbedring. En forbedring der vil komme, helt uden at have trænet sig til det.