Hjernerystelse | Commotio Danmark

Hjernerystelsesmyte #30 – Vagusnerven og hjernerystelse

Vagusnerven og hjernerystelse

Navnet vagus betyder vandre, og hentyder til at nerven forgrener sig meget. Den kaldes også centralnerve 10 eller X. Vagusnerven og hjernerystelse sættes i visse sammenhænge i relation med hinanden – blandt andet med en påstand om, at en hjernerystelse skulle klemme vagusnerven.

Vagusnervens anatomi og fysiologi

Vagusnervens primære funktion er blandet mellem sensorisk og motorfunktioner. Den sensoriske del starter i svælget, øret, mellemgulvet, samt de indre organer i mave- og brystregionen. Faktisk forgrener nervetrådene sig ned til tarmene. Den ender dog i medulla oblongata i hjernen. De inputs der kommer fra den sensoriske del er vitale for den autonome kontrol af de indre organer.

Den motoriske del starter i medulla oblongata, og slutter i svælget, samt de respiratoriske, abdominale og fordøjelseshulrum. Den motoriske del kontrollerer blandt andet musklerne omkring maven og tarmen, og anses som den væsentligste del af nerven.

Skader på nerven kan medføre problemer med stemmebåndene, eksempelvis hæshed, manglende brækrefleks, reduceret føling i ganen og andre lignende ting. Der er ingen videnskabelig dokumentation for påstande om at din vagus nerve kommer i klemme ved en hjernerystelse, selvom enkelte osteopater påstår det.1

Behandling af vagusnerven

Derimod laver man stimulering af vagusnerven ved især epilepsi-patienter,2 og man er begyndt at se på andre områder, hvor stimulering af vagusnerven kan være relevant. Blandt andet har man kigget på hovedpine,3 samt andre områder der kunne være relevante.4 Der er også kigget på traumatisk hjerneskade, men det er ikke muligt at fastslå en effektivitet heraf endnu. Det er også vigtigt at huske på, at der er bivirkninger ved stimulering af vagusnerven; stemmeændringer, vejrtrækningsproblemer, hosten, samt smerte i nakke og svælg.5 Det er dog interessant at Hammer et al. konkluderer at der “ikke findes en normal struktur og form på vagusnerven”,5 hvilket gør vagal stimulering mere problematisk. Bemærk også, at stimulering af vagusnerven foregår med elektriske impulser, så hvis din lokale manuelle behandler foreslår stimulering af vagusnerven, så er det nok ikke noget de er uddannet til at udføre.

Samlet set er der ikke dokumentation for at vagusnerven bliver klemt eller kommer til skade ved hjernerystelse, og ej heller er der ført tilstrækkelig dokumentation for at vagusnerven og hjernerystelse hænger sammen på nogen måde.

Referencer

  1. Fyns Osteopati
  2. Beekwilder JP. & Beems T., J Clin Neurophysiol 2010, 27:2, 130–138, doi: 10.1097/WNP.0b013e3181d64d8a.
  3. Henssen D.J.H.A. et al., Cephalalgia 2019, 39:9, 1180-1194, doi:10.1177/0333102419833076
  4. Johnson R. & Wilson C., J of Inf Research 2018, 11, 203-213, doi:10.2147/JIR.S163248
  5. Hammer N et al. PLoS ONE 2015, 10:2, doi:10.1371/journal.pone.0118006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *