Hjernerystelse | Commotio Danmark

Studie #9 – Flyvning efter hjernerystelse

Flyvning efter hjernerystelse

Et nyt studie har kigget på hvorvidt flyvning efter en hjernerystelse er problematisk.1 Det er en interessant problematik, som vi tidligere har oplevet flere har spurgt ind til.

Forfatterne bag studiet mener netop også, at det er interessant, da trykket i en flykabine er 15-20 mmHg mindre end på landjorden. Samtidig har flyrejser blandt andet vist en nedsat cerebral blodcirkulation i dyremodeller med moderat traumatisk hjerneskade.2 Så der er har været grobund for at undersøge problematikken.

Studiet er lavet som et såkaldte kohorte-studie, altså et studiet på en veldefineret gruppe personer. Forfatterne inkluderede atleter og militærpersonel, der havde været ude at flyve maksimalt 72 timer efter de var kommet til skade. Samlet var der 92 individer der fløj og 1383 personer der ikke fløj, der blev undersøgt for symptombedring. De to grupper var stort set identiske i karakteristika. En anden gruppe blev undersøgt for sværhedsgraden af symptomer, og her fløj 100 personer, og 1577 fløj ikke. Også her var karakteristika meget identiske.

Resultaterne af studiet peger i retning af flyrejser kort efter en hjernerystelse IKKE øger risikoen for et langvarigt forløb eller for svær symptomgrad. Der er evidens der peger i retning af lavt tryk, som ved flyrejser, midlertidigt kan forværre symptomer hos folk med en historik med hjernerystelse.3 Men når de igen kommer ned i normalt tryk, forsvinder forværringen.

Konklusionen

Det betyder altså at der ikke pt. er evidens for at flyvning efter hjernerystelse er et problem. Der kan være nogle der oplever en midlertidig forværring af deres symptomer, men denne forværring er altså, heldigvis, kun midlertidig. Der kan stadig laves flere studier på området, der kan give en endnu bedre forståelse for hvad der foregår. Men alt i alt bør du ikke være bekymret for at flyve med en hjernerystelse.

Referencer

  1. Sharma T.L. et al., JAMA Network Open 2020; 3(11):e2025082. doi:10.1001/jamanetworkopen.2020.25082
  2. Scultetus A.H. et al. J Trauma Acute Care Surg. 2016, 81:1, 101-107. doi:10.1097/TA.0000000000001048
  3. Ewing R. et al., J Clin Neuropsychol 1980; 2:2; 147-155. doi:10.1080/01688638008403789