At få hjælp

At få hjælp efter en hjernerystelse er en kafkask jungle…

I information 7. januar 2023 blev der udgivet et debatindlæg om hjernerystelse.[1] Dette vil vi gerne adressere, da vi finder både faktuelle fejl i debatindlægget, samt at debatindlægget bidrager til en stigende utilfredshed med det danske sundhedssystem når talen falder på hjernerystelse. Vi oplever ofte at høre, at de i udlandet skulle være bedre eller have bedre udstyr, når det gælder behandlingen af hjernerystelse, end vi har i Danmark.

Lad os starte med at få de første rettelser på plads. Der nævnes ofte, at ca. 25.000 danskere årligt pådrager sig en hjernerystelse. Dette tal baserer sig på nogle gamle tal fra 1996, og er ingenlunde retvisende i dag.[2] Sammenlignelige tal er faktisk helt nede på 12.000 om året, mens befolkningstallet i samme periode er steget 5,25 millioner til 5,92 millioner ved udgangen af 2022.[3] Hvis tallet i 1996 var retvisende, ville tallet i stedet for været godt 28.000 ramte om året. Rent statistisk. Men i tallet fra 1996, og for den sags skyld de nyere 12.000, har vi kun de registrerede fra skadestuen. Der er altså et enormt mørketal, som vi ikke kender til. Ser vi på internationale rapporter, ligger det årlige tal på mellem 0,6 % og 1,2 % af befolkningen der rammes årligt.[4][5] I Danmark vil det altså svare til at 35.000-71.000 blev ramt af hjernerystelse i 2022. Altså et noget højere tal, end de 25.000 der nærmest har vundet bredt indpas i befolkningen. Og heri kan der stadig gemme sig mørketal.

Dernæst nævner forfatteren bag, at en almindelig hjernerystelse varer op til seks måneder. Dette er faktisk heller ikke korrekt. Langt de fleste hjernerystelse forsvinder inden for to uger til en måned.[6] Herefter begynder man at kalde det vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Og så er det ikke unormalt at almindelige eller eksisterende symptomer mistolkes som stammende fra hjernerystelsen, hvilket i nogle tilfælde kan bidrage til oplevelsen af vedvarende symptomer. Læg hertil at man faktisk ikke bruger betegnelsen Postcommotionelt syndrom eller PCS længere. Det gør man ikke, da betegnelsen PCS kan være med til at give negative og dystre fremtidsudsigter.[7] Dette kan bidrage til at fastholde ramte i deres symptomer. I stedet bruger man internationalt betegnelsen PPCS, eller Persistent Postconcussive Symptoms (på dansk Vedvarende symptomer efter hjernerystelse).

Scanninger nævnes også, og er et hyppigt ønske blandt ramte. Forståeligt nok. Det ville være fantastisk, hvis man kunne se de gener man oplever, skyldes en fysisk, observerbar, skade i hjernen. Det er dog ikke særligt raffinerende scannere, der kan påvise skaderne. Det er heller ikke scannere vi ikke har i Danmark. Det drejer sig blandt andet om fMRI, DTI og PET.[8][9] Det er alle sammen scanningsmetoder der er udbredt i Danmark, og dermed i sig selv ikke “særligt raffinerede” scannere som der påstås i artiklen. I stedet består problemet med hensyn til disse scanninger i, at man stadig kun kan bruge dem på forskningsniveau. Vi har simpelthen ikke en præcis forståelse for hvad det er der sker i hjernen ved hjernerystelse endnu, og endnu mindre hvordan vi så faktisk kan se det. Vi er på vej, men det er på ingen måde fordi vi ikke har scannerne i Danmark. Vi har på verdensplan bare ikke viden nok om problemet, til at vi kan bruge det i hverken diagnosticeringen eller behandlingen af hjernerystelse. Havde vi det, ville det også med garanti blive brugt i Danmark – for det ville gøre mange ting nemmere.

Det sundhedsfaglige system

Når der så derfor rettes en kritik mod det sundhedsfaglige system, så er det på baggrund af flere misforståelser om hjernerystelse. Kunne det sundhedsfaglige system været bedre opdateret på hjernerystelser? Ja, det kunne de helt sikkert. Men her er det også vigtigt at minde sig selv om, at de også skal være helt opdateret på ALLE andre sygdomme og lidelser. Og det bliver ikke nemmere af, at viden om hjernerystelse faktisk ikke er større, end den er. For vi ved stadig ikke enormt meget om hjernerystelse. Selvom der der sidste seks år er udgivet lige så mange videnskabelige artikler om emnet, som der var i alle årene frem til 2016 tilsammen. Vi er forbi de første vraltende babyskridt og dårlig balance – men også kun lige forbi.

Så når man i det sundhedsfaglige system ikke præsenteres for nogle behandlingsforslag så skyldes det nok mere at viden på området stadig er lille, og opdatering af hele det sundhedsfaglige felt også tager tid. Men det skyldes også at der faktisk ikke særligt mange behandlinger, der har haft en beviselig effekt. En undtagelse hertil er imidlertid fysisk aktivitet.[10] Det har i gentagne studier over de sidste år vist sig virkningsfuldt[10][11]. Og i de studier der har kigget på tværfaglig behandling har fysisk aktivitet altid været en parameter når det har virket. Og et enkelt studier har faktisk fundet at tværfaglige behandlinger, inklusiv fysisk aktivitet, virker dårligere end når fysisk aktivitet bruges alene.[12] Dette skal det sundhedsfaglige system selvfølgelig være opmærksomme på, og blive bedre til at hjælpe ramte videre i. Har man været ramt i længere tid, kan der også være mentale udfordringer, såsom fear avoidance, der kan påvirke længden af tid hvori man oplever symptomer.[13][14][15] Det kan også være depression, angst eller lignende. Her kan psykologisk hjælp være at foretrække. Ikke til behandling af hjernerystelsen, men de mentale udfordringer man kan have opbygget i forlængelse heraf.

Derimod er der ingen evidens for at manuelle behandling har en effekt på hjernerystelse. Det selvom de nationale kliniske retningslinjer fra 2021 anbefaler det.[16] Her har Sundhedsstyrelsen, i deres høringssvar, faktisk anmodet om at det blev til en anbefaling imod, da der i brugte studier i rapporten, simpelthen ikke er evidens for at det virker. Heller ikke samsynstræning, som forfatteren henviser til, har nogen beviselig effekt – selvom også dette anbefales i selvsamme retningslinje. Vi er bevidste om, at “nedsat øjenmotorik og samsyn” er et generelt problem når neurooptometrister undersøger hjernerystelsesramte. Men som forfatteren også selv skriver – denne udfordring i øjnene kan være opstået allerede før hjernerystelsen. Og selv hvis den ikke er, så er der ingen evidens for at træning af øjenmotorik og samsyn har en effekt på de symptomer man oplever efter en hjernerystelse. Og hvis hjernens evne til at korrigere for dette er svækket, fordi hjernen er svækket, som forfatteren beskriver det, så er der tale om et kognitivt problem, der ikke kan løses ved træning af øjnenes bevægelser.

Det er derfor for os enormt problematisk at man på CSV screener for øjenmotorik og samsynsudfordringer. Man skaber en illusion om at hele årsagen til de symptomer man oplever findes her, og behandlingen af dette vil medføre mirakler. Da dette ikke kan bakkes op videnskaben, risikerer man at en masse ramte laver en unødig behandling, der ikke rykker der synderligt nærmere en reel bedring. Selvom vi dog anerkender, at bare det at have et håb for en ny behandling virker, kan være opløftende i en periode. At forfatteren yderligere pointerer at CSV ikke officielt tilbyder behandling, men åbenbart gør det uofficielt, finder vi direkte forkasteligt og et patientsikkerhedsmæssigt problem.

Inaktivitet

Slutteligt skriver forfatteren at inaktiviteten gør en hjernerystelse så uspektakulær. At det eneste man oplever er en person der ligger for nedrullede gardiner. Her bliver vi nødt til at slå et slag for at stoppe praksis med at “tage den med ro” og ligge for nedrullede gardiner. Det er efterhånden mange år siden det blev slået fast, at det skal man ikke.[17][18] Faktisk peger forskningen på at det at tage den med ro faktisk forsinker bedringen.[19][20] En mulig årsag hertil, er at når hjernen kommer til skader ødelæggelse nogle af de forbindelser der er etableret. Jo længere tid hjernen derfor holdes fra sanseindtryk, jo svære er det derfor for hjernen at danne nye forbindelser til at håndtere disse indtryk. Hjernen dekonditioneres. De fleste kender nok oplevelsen af at have været i et mørkt rum i længere tid, og pludselig træde ud i sollyset. Det er ikke behageligt, og kan give hovedpine. Forestil dig så, at du ligger i flere dage i et mørkt rum, og bare ligger stille. Den oplevelse du får når du så endelig rejser dig igen – og yderligere går ud i lyset, vil derfor også ramme dig endnu hårdere. Kroppen er nemlig så heldigt bygget, at den forsøger at tilpasse sig til den situation den er i.

Det betyder ikke, at man ikke skal holde pauser. Ikke skal sove. Ikke skal passe på sig selv. For det skal man. Men det betyder at du skal igang igen. At du skal gøre nogle af de ting, du finder svært – for at give hjernens evne til at tilpasse sig og danne nye forbindelse, dens plasticitet, optimale muligheder for at hjælpe dig. Også selvom du stadig oplever symptomer.[11] For selv her virker aktivitet. Så inaktivitet er om muligt din værste fjende, efter en hjernerystelse.

Hvad betyder alt dette så? Betyder det at forfatterens oplevelse er et falsum? På ingen måde. Forfatterens oplevelse, er helt sikker forfatterens oplevelse. Men det betyder der stadig er mange misforståelse på området, som kræver opklaring. Mange misinformationer der spredes – blandt andet at vi ved en masse. Alt sammen noget der er med til at gøre ramte og sundhedsfaglige mere forvirret, og gøre diagnose- og behandlingsforløb mere besværlige end nødvendigt.

Referencer

  1. At få hjælp efter en hjernerystelse…, Emil Kjær Voss, Information, 7. januar 2023, hentet 7. januar 2023.
  2. Pinner et al., Konsensusrapport om Commotio Cerebri og det postcommotionelle syndrom, 2003
  3. Befolkningstal, Danmarks Statistik, 7. januar 2023, hentet 7. januar 2023
  4. David Cassidy J. et al., J Rehabil Med 2004, 36:43, 28-60, doi:10.1080/16501960410023732
  5. Langer L et al., J Head Trauma Rehabil 2019, [ePub ahead of print], doi:10.1097/HTR.0000000000000503
  6. Makdissi M. et al., BMJ 2017, 51:12, 958-968, doi:10.1136/bjsports-2016-097470
  7. Kirkwood M. et al., Journal of Sports Rehabilitation 2021, 1-7, doi:10.1123/jsr.2020-0519
  8. Chancellor S. et al., Seminars in Pediatric Neurology 2019, 30, 14-25, doi:10.1016/j.spen.2019.03.004
  9. Byrnes K.R. et al., Front Neuroenergetics 2014, 5:13, doi:10.3389/fnene.2013.00013
  10. Langevin P. et al., Med & Sci in Sports & Exercise 2021, 52:12, 2491-2499, doi:10.1249/MSS.0000000000002402
  11. Chizuk H.M. et al., Med & Sci in Sport & Exer 2022, 54:9, 1410-1416, doi:10.1249/MSS.0000000000002952
  12. Carter K., Pauhl A.N. & Christie A.D., Med & Sci in Sports & Exercise 2021, doi:10.1249/MSS.0000000000002663
  13. Cairncross M. et al., J Head Trauma Rehab 2021, 36:5, E355-E362, doi:10.1097/HTR.0000000000000669
  14. Terpstra A. et al., Rehab Psych 2021, 66:4, 470-478, doi:10.1037/rep0000390
  15. Silverberg N. et al., J Neurotrauma 2019, 36:10, 1544-1550, doi: 10.1089/neu.2018.6025
  16. Graff et al., Nationale Kliniske Retningslinjer for non-farmakologisk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse, 19. januar 2021, hentet 20. januar 2021
  17. McCrory P, Meeuwisse W, Dvorak J, et al. Br J Sports Med. doi:10.1136/ bjsports-2017-097699
  18. Harmon K. et al., BJSM 2019, 53:4, 213-225, doi:10.1136/bjsports-2018-100338
  19. Thomas D.G. et al., Pediatrics 2015, 135, 213–23, doI:10.1542/peds.2014-0966
  20. Grool A.M., JAMA 2016, 316, 2504–14, doi:10.1001/jama.2016.17396
Følg os på følgende sociale medier
Facebooktwitterlinkedininstagram

Del artiklen på
Facebooktwitterlinkedin

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *