At få hjælp efter en hjernerystelse er en kafkask jungle…

Når der så derfor rettes en kritik mod det sundhedsfaglige system, så er det på baggrund af flere misforståelser om hjernerystelse. Kunne det sundhedsfaglige system været bedre opdateret på hjernerystelser? Ja, det kunne de helt sikkert. Men her er det også vigtigt at minde sig selv om, at de også skal være helt opdateret på ALLE andre sygdomme og lidelser. Og det bliver ikke nemmere af, at viden om hjernerystelse faktisk ikke er større, end den er. For vi ved stadig ikke enormt meget om hjernerystelse. Selvom der der sidste seks år er udgivet lige så mange videnskabelige artikler om emnet, som der var i alle årene frem til 2016 tilsammen. Vi er forbi de første vraltende babyskridt og dårlig balance – men også kun lige forbi.

Så når man i det sundhedsfaglige system ikke præsenteres for nogle behandlingsforslag så skyldes det nok mere at viden på området stadig er lille, og opdatering af hele det sundhedsfaglige felt også tager tid. Men det skyldes også at der faktisk ikke særligt mange behandlinger, der har haft en beviselig effekt. En undtagelse hertil er imidlertid fysisk aktivitet.[10] Det har i gentagne studier over de sidste år vist sig virkningsfuldt[10][11]. Og i de studier der har kigget på tværfaglig behandling har fysisk aktivitet altid været en parameter når det har virket. Og et enkelt studier har faktisk fundet at tværfaglige behandlinger, inklusiv fysisk aktivitet, virker dårligere end når fysisk aktivitet bruges alene.[12] Dette skal det sundhedsfaglige system selvfølgelig være opmærksomme på, og blive bedre til at hjælpe ramte videre i. Har man været ramt i længere tid, kan der også være mentale udfordringer, såsom fear avoidance, der kan påvirke længden af tid hvori man oplever symptomer.[13][14][15] Det kan også være depression, angst eller lignende. Her kan psykologisk hjælp være at foretrække. Ikke til behandling af hjernerystelsen, men de mentale udfordringer man kan have opbygget i forlængelse heraf.

Derimod er der ingen evidens for at manuelle behandling har en effekt på hjernerystelse. Det selvom de nationale kliniske retningslinjer fra 2021 anbefaler det.[16] Her har Sundhedsstyrelsen, i deres høringssvar, faktisk anmodet om at det blev til en anbefaling imod, da der i brugte studier i rapporten, simpelthen ikke er evidens for at det virker. Heller ikke samsynstræning, som forfatteren henviser til, har nogen beviselig effekt – selvom også dette anbefales i selvsamme retningslinje. Vi er bevidste om, at “nedsat øjenmotorik og samsyn” er et generelt problem når neurooptometrister undersøger hjernerystelsesramte. Men som forfatteren også selv skriver – denne udfordring i øjnene kan være opstået allerede før hjernerystelsen. Og selv hvis den ikke er, så er der ingen evidens for at træning af øjenmotorik og samsyn har en effekt på de symptomer man oplever efter en hjernerystelse. Og hvis hjernens evne til at korrigere for dette er svækket, fordi hjernen er svækket, som forfatteren beskriver det, så er der tale om et kognitivt problem, der ikke kan løses ved træning af øjnenes bevægelser.

Det er derfor for os enormt problematisk at man på CSV screener for øjenmotorik og samsynsudfordringer. Man skaber en illusion om at hele årsagen til de symptomer man oplever findes her, og behandlingen af dette vil medføre mirakler. Da dette ikke kan bakkes op videnskaben, risikerer man at en masse ramte laver en unødig behandling, der ikke rykker der synderligt nærmere en reel bedring. Selvom vi dog anerkender, at bare det at have et håb for en ny behandling virker, kan være opløftende i en periode. At forfatteren yderligere pointerer at CSV ikke officielt tilbyder behandling, men åbenbart gør det uofficielt, finder vi direkte forkasteligt og et patientsikkerhedsmæssigt problem.