De sidste dage har flere kontaktet os vedrørende et opslag på Facebook fra en anden organisation, hvori nakkeproblemer efter hjernerystelse behandles. Vi vælger derfor at tage et lidt kritisk blik på netop det – hvad er det præcist der loves?
Opslaget handler om et en fysioterapeut påstår at kunne behandle hjernerystelse, ved at se på nakken. Pågældende fysioterapeut har 30 års erfaring og behandlet mere end 400 patienter med hjernerystelse. Bemærk at der står behandlet – som i vedkommende har haft 400 patienter med hjernerystelse. Ikke hvor mange pågældende faktisk har hjulpet. Vedkommende promoverer sig selv med blandt andet akupunktur og osteopati – begge dele er som bekendt alternative behandlinger, uden påviselig effekt eller plausibel biologisk forklaringsmekanisme. Men inden det bliver en bashing af behandleren, for det er bestemt ikke mening, kigger vi også på de påstande der kommer i den vedhæftede artikel.1
I nogle tilfælde kan det være, at man har slået de øverste nakkehvirvler lidt småskæve
Hvis du slår nakkehvirvlerne skæve, så kan vi godt garantere at du oplever mere end irritation i nakken. Det gør du fordi det slet ikke er muligt at slå knoglerne “skæve”. Enten slår du nakkehvirvlen ud af position – her er vi ude i en risiko for overrevede nervebaner i rygmarven, som blandt andet kan resultere i paralyse. Hvis det er tilfældet, så vil du have været forbi en skadestue, og fokus vil formentlig fra start have været et helt andet sted end hjernerystelse. Det kunne potentielt set også være en fraktur i nakkehvirvlerne. Taler vi om det, ville du skulle have nakkekrave på i 12 uger, og du ville også allerede fra skaden indtraf, være blevet behandlet herfor. Det er derfor lodret forkert, når fysioterapeuten påstår at man kan slå de øverste nakkehvirvler lidt småskæve. Og det gør det ikke mere rigtigt at påstå det er “Det er fuldstændigt sammenligneligt med forvridninger eller forstuvninger andre steder i kroppen“. Yderligere fortsættes det med “Nogle gange er hvirvlerne drejet eller forskubbet“. Igen ville det betyde meget større problemer, end de gener der typisk opleves i nakken ved en hjernerystelse. Det har vi tidligere kigget på i myte 21.
Jeg har udviklet min egen ”fornemmelse” for mobilisering af de øverste hvirvler
At udvikle sin egen fornemmelse for noget, er et klassisk advarselssignal. Det er det, fordi det simpelthen er usandsynligt at netop en behandler, har fundet den gyldne løsning. Især når pågældende ikke har behandlet flere end der nævnes. Det bliver værre af at sætningen fortsættes sådan her: “…og det er ret væsentligt”. Det er på ingen måde væsentligt, at en behandler har udviklet sin egen fornemmelse. Fornemmelsen konkretiseres ikke. Hvad er det der fornemmes ved mobiliseringen? Det følger dog godt trop med påstanden fra tidligere i artiklen, hvor det påstås at pågældende i “I nogle tilfælde konstaterer… at der er problemer allerøverst i nakken“. Igen er der ingen forklaring af hvordan dette gøres. Hvad er det der ligges vægt på i den sammenhæng? Hvordan er undersøgelsen foregået? Det lyder kort sagt ikke som en sundhedsfaglig tilgang til problematikken “vedvarende symptomer efter hjernerystelse”.
Hvad så nu?
Hvorfor tager vi overhovedet fat i dette, for umiddelbart virker det mest som et personangreb. Det er vi meget bevidste om at det gør, og selvom vi er bevidste, er det ikke hensigten. Opslaget her, kunne lige så godt været skrevet om en masse andre sundhedspersoner, men tvivlsomme og i værste fald farlige påstande. Og netop det er vigtigt for os at komme til livs. Som vi for kort tid siden skrev om, så er det vigtig at have fokus på de ting der ikke virker. Vi ønsker at gøre opmærksom på at der er mange folk derude, der faktisk tjener penge på den manglende viden om hjernerystelse og behandlingsmulighederne. Både bevidst og ubevidst. Så kan hensigten fra disse folk være nok så god. Det er stadig udnyttelse af sårbare mennesker. Det er unødig behandling, hvilket i sig selv er uetisk. Og det er potentielt en forlængelse af den tid man som ramt går med sine symptomer.
Vi finder det problematisk at en autoriseret sundhedsperson agerer så kritisabelt. Både i forhold til at udnytte sin autorisation, men også i forhold til at udnytte sårbare mennesker, og behandle dem for problemer der er ikke-eksisterende. Vi er klar over, at mange forsøger deres bedste for at hjælpe en udsat patientgruppe – en patientgruppe hvor vi stadig mangler enormt meget viden om deres gener. For vi ved stadig ikke enormt meget om hjernerystelse. Og pågældende fysioterapeut forsøger formentlig blot at hjælpe.
Så finder vi det også problematisk at en organisation, der angiveligt skulle hjælpe patientgruppen, udbyder så ulødig information. Det er information der ikke rigtigt hjælper, der risikere at skade mere end det gavner, at fastholde de ramte der hvor de er fremfor at skubbe dem i den rigtige retning. Der er altså intet i det for patienterne, men for organisationen er der en pseudoeffekt, da de agerer som om de faktisk gør noget for patienterne. Fra vores side, er det højst kritisabelt, at man som fagspecifikt organisation, ikke har mere styr på sin faglighed, end tilfældet er.
Der er dog én ting vi er helt enige med fysioterapeuten i. Nemlig at “øvelser og træning skal drives af lyst, og pauser er ikke lig med at ligge ned“. Den del, ved I der følger meget med, også er det vi snakker mest om. Fordi det netop er det der er mest og bedst evidens bag på nuværende tidspunkt. Læs mere om hjernerystelse og aktivitet her.