Politiken valgte 21. januar at udgive en artikel om bindevævets angivelige forunderlige egenskaber. Det gjorde de under overskriften “Døjer du med smerter?”.1 I korte træk handler artiklen om, at tørt og stift bindevæv skulle spille en central rolle ved, iblandt andet, vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Dette citeres neurologen, og blandt andet forfatter til bogen Hjernerystelse – kom godt igennem, Troels Kjær for at sige. Der er bare et problem med den påstand – der er ikke skyggen af evidens for den påstand. Vi er tidligere dykket lidt ned i bindevævstræningen, som du kan læse mere om her. Heri har vi prøvet at forklare hvorfor det er en myte, at det skulle have en effekt på symptomer efter hjernerystelse.
Det er blevet en ting herhjemme, især efter at Aftenskolen Pas På Hovedet i København har haft hold med netop bindevævstræning (Fascial Flow). Derfor har det helt naturligt vagt noget interesse, at en stor landsdækkende avis som Politiken, bringer et flere siders skriv om denne behandlingsforms lyksaligheder.
Artiklen starter med en forklaring om, at bindevævet for ikke så længe siden blev regnet som noget ubetydeligt i kroppen. Denne påstand er simpelthen ikke korrekt. Man ved godt at bindevæv på ingen måde er ubetydeligt. Derimod fungerer påstanden ganske fortrinligt til at skabe suspence omkring bindevævet – for nu ved man faktisk hvor vigtigt det er lader forfatteren læseren vide. Sandheden er bare, at der nok ikke er helt vildt meget nyt at komme efter i forhold til hjernerystelse. Man bakker førnævnte påstand op med brug af professor Michael Kjær fra Idrætsmedicinsk Klinik på Bispebjerg – hvorvidt hans kommentarer til artiklen er taget ud af en kontekst aner vi dog ikke. Det nyeste forskning der henvises til i artiklen, er dog ikke på nogen måde godtgjort – vi aner derfor simpelthen ikke hvilken forskning der henvises til når der nævnes “den nyeste”, og har derfor ikke mulighed for at faktatjekke det. Vi har kontaktet forfatteren bag artiklen desangående, men den eneste forskning vi præsenteres for, er et såkaldt case-studie. Et case-studie handler groft sagt om en enkelt patient der på en eller anden måde vurderes interessant nok til at beskrive denne grundigt og metodisk. Det er næst-laveste placering i evidenshierarkiet, og kan ingenlunde bruges til at skabe årsagssammenhænge.
Hernæst tages fat i en fysioterapeut, der angiveligt skulle have fat i den lange ende vedrørende denne behandlingsform. Det er værd at notere sig, at hendes baggrund for at gå ind i dette er at hun har født tre gange og siden har udviklet sit eget koncept. På hendes hjemmeside bruger hun i høj grad anekdoter til at forklare hvorfor hendes koncept er godt.2 Der er for os at se, intet der gør hende til ekspert på området – udover at hun tjener penge på at få promoveret denne behandlingsform. Betyder det så at hun ikke ved noget? Slet ikke – men intet af det der er præsenteret i artiklen eller på hendes hjemmeside, peger på at påstandene om bindevævets fortræffeligheder er korrekte. Og så kommer hun med nogle interessante vinkler på kroppens anatomi, som ikke helt stemmer overens med virkeligheden. “Kroppen er ikke opdelt i muskler, organer, knogler…”. Det er den faktisk. Afhængigt af hvilket niveau du kigger på selvfølgelig. Selvfølgelig kan kroppens opdeling være meget mere kompleks. Vi kan gå meget lang ned – fx celleniveau, hvor der også en er opdeling. Det er ikke ny viden – og det betyder ikke at bindevævet pludselig får nærmest magiske egenskaber.
Herfra bevæger vi os over i at den interoceptive sans, som angiveligt skulle stamme fra bindevævet. Den kaldes også den indre kropssans i artiklen, og skulle reelt set stå for de samme ting (følelse af sult, tørst, tissetrang, følelser med mere) som det autonome nervesystem normalt står for. Det er altså en påstand om at alt hvad det autonome nervesystem gør, faktisk ikke er det autonome nervesystem, men bindevævet. Dette er der efter vores overbevisning slet ikke belæg for at påstå – det er altså pseudovidenskab. Og pseudovidenskab er, når videnskabelige ord (eller videnskabsklingende ord) bruges for at skabe en illusion om at de påstande man kommer med, faktisk er videnskabelige. Det sker mange gange i benævnte artikel.
Men vores største anke med artiklen er påstanden om at bindevævet spiller en central rolle i forbindelse med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Vi er ikke bekendt med at bindevævet skulle spille en rolle overhovedet. Det er til stadighed ikke lykkes os at finde en eneste artikel der har fundet en sammenhæng mellem de to ting. Faktisk har Troels Kjær, i en mail til forfatteren bag artiklen, som svar på vores henvendelse, også indrømmet at dette faktisk ikke er korrekt. “At man skal passe på med at sætte bindevævet alt for meget i centrum“.
Og netop det skaber et problem. For efterfølgende bruges der meget tid på at fortælle hvordan det bruges i forbindelse med hjernerystelse. Det skaber urealistiske forventninger til hvad man som ramt får ud af behandlingen. Vi er blevet gjort opmærksom på at artiklen deles flittigt blandt ramte – det er derfor ikke en usandsynlig slutning, at mange ramte tror det nu er DEN behandling der skal hjælpe dem. Og for langt de fleste vil de ikke opleve at behandlingen hjælper dem. Derimod kan de urealistiske forventning til behandlingen og efterfølgende manglende effekt, skabe en forståelse af at der jo enten må være noget galt eller at man er ekstra hårdt ramt, siden behandlingen ikke virkede. Det er med til at skabe mere frustration og mere frygt. Og med meldinger om at “dit liv aldrig bliver det samme igen”, så spredes der nok ubegrundet frygt i forvejen.
Grundlæggende set, mener vi at artiklen er baseret på fejlagtige og i flere tilfælde direkte forkerte antagelser og fyldt med pseudovidenskab. Vi kan derfor kun begræde at den har fået lov at komme rundt blandt ramte.
Referencer
- Døjer du med smerter? Måske er det i virkeligheden dit bindevæv, du har ondt i. Signe Thomsen, Politiken, 21. januar 2023, hentet 22. januar 2023
- Om SOLHEIM – Elin Solheim, hentet 22. januar 2023
