21. maj 2021 åbnede Hjernerystelsesambulatoriet i Region Midtjylland. Hvorfor er det interessant? Det er det, fordi det samtidig markerer starten på “Videre efter hjernerystelse – GAIN” – også kaldet GAIN 2.0. Tidligere har forskerne bag publiceret dette studie om GAIN, og dette er en større version af samme intervention. I sig selv er det jo voldsomt interessant, det da inkluderer alle praktiserende læger og alle kommuner i Region Midtjylland. Vi taler altså om en meget stor population der arbejdes med.
Interventionen går kort sagt ud på at du bliver tilbudt et forløb hvor du først er til forundersøgelse, og dernæst på et forløb der varer otte uger, og varetages af en fysioterapeut, ergoterapeut og neuropsykolog.1 Du vil som minimum være i kontakt med dem én gang om ugen. Men da det er et lodtrækningsforsøg (randomiseret), så vil der være en halvdel der kun får tilbudt forundersøgelsen og dernæst er på egen hånd. Her vil man undersøge om GAIN vil være bedre, end “vanlig behandling”. Her er det værd at bemærke at vanlig behandling er et udefineret begreb – da det er jo er meget varierende hvad ramte gør. Derfor sættes det også op mod en i høj grad ubekendt faktor.
Udfordringer
Projektet har dog det relativt store udfordringer, at de har valgt ikke at inkludere en placebo-gruppe. Der er altså ingen gruppe der får tilbudt en behandling, man formoder ikke virker, men som ligner den anden. Og det er ikke fordi det ikke er muligt. Faktisk er det i høj grad muligt. Men det vender vi tilbage til.
Studiet har nemlig den indbyggede fejl, at de deltagere der er i interventionsgruppen hele tiden er i kontakt med behandlere og hele tiden hjælpes. Det er kontrolgruppen ikke. Det vil derfor være usandsynligt, at interventionsgruppen IKKE vil opleve en større bedring af symptomer, end kontrolgruppen, grundet den større kontakt og dermed behandling. De oplever simpelthen en større grad af placebo, end kontrolgruppen gør.
Forbedringsmuligheder
Hvordan kunne man undgå det? Man kunne have tilbudt en gruppe patienter (placebogruppen) ugentlig kontakt med projektgruppen ift. behandling, men undladt at indbyde dem til gruppesessioner, selve GAIN-forløbet mv. I stedet for disse sessioner/forløb kunne placebogruppen have fået flere telefonsamtaler i stedet, så placebo-gruppen og interventionsgruppen fik lige mange samtaler. Og der er sikker også andre muligheder, dette var blot et eksempel på hvordan det kunne gøres.
Det er mere omstændigt med placebogruppen, men i det nuværende design af studiet, er vi bange for, at resultaterne efter projektet, simpelthen ikke står mål med det arbejde der lægges i det. Vi er kort sagt bange for, at vi ikke rigtigt kan bruge det til noget rent vidensmæssigt.
Vi følger selvfølgelig med, og håber det bedste for studiet, og glæder os til at se hvordan de kommer uden om problemet med den manglende placebo-gruppe. For patientgruppen og området de inddrager i projektet, er stor, og giver store muligheder for spændende resultater.