Isolation er ofte nævnt som det vigtigste man skal gøre når man rammes af hjernerystelse. Mange får at vide, at de skal holde sig bag nedrullede gardiner indtil de er friske igen. Det er umiddelbart et meget drastisk skridt at tage. Men heldigvis er der ingen videnskabelig dokumentation for at dette skulle hjælpe – faktisk tværtimod.
Når vi kigger på forskningen, ser vi at det kun er i de første 24 til 48 timer at en eller anden form for isolation giver mening. Her er det blandt andet en god idé at sove så meget som muligt – og gerne uden at blive vækket.
Men selv i den akutte fase anbefales den ramte at foretage sig dagligdagsting, hvor der ikke opleves en forværring af symptomerne.1,2 Når vi ser på isolation over længere tid – eller at ligge bag nedrullede gardiner, ses der ikke en forbedring af tilstanden. Dette kan blandt andet skyldes kognitiv og fysisk inaktivitet. Som med fysisk inaktivitet, reagerer kroppen på kognitiv inaktivitet, og du vil derfor opleve større gener når du så udsætter dig for en given belastning. Hvis du stort set kun opholder dig i et mørkt og lydtæt rum, vil du eksempelvis oplever markant større problemer med lys- og lydfølsomhed når du så udsætter dig for disse to igen. Det kan derfor også være kontraproduktivt at gå med lyd- og lysdæmpende aggregater, såsom eksempelvis solbriller, hele tiden.
Derfor tyder det på, at isolation blot forværre den tilstand man som ramt er i. Det tyder på, at man vil opleve symptomer i længere tid, hvilket betyder at man potentielt set vil være sygemeldt i længere tid. Der er derfor ingen grund til at mørklægge soveværelset og holde sig derinde, indtil man ikke har hovedpine mere. Tværtimod.
