At mælk og hjernerystelse skulle have noget med hinanden at gøre, er der nogle der mener. At drikke mælk bliver af disse nævnt som det første man skal gøre, for at tjekke om en person er ramt af hjernerystelse – det er især et husmorråd der bruges når det handler om at tjekke børn.
Hvor det stammer fra aner vi simpelthen ikke, men det er dog ikke en metode til at påvise hjernerystelse (havde det dog bare været så simpelt). Der er intet fysiologisk belæg for at påstå, at der skulle være en sammenhæng. Intet fysiologisk der skulle gøre, at en hjernerystelsesramt skulle kaste op, ved at drikke mælk. Så hvis du som pædagog, folkeskolelærer eller andet, mistænker at barnet er ramt af hjernerystelse, så kontakt en læge i stedet. Barnet kan sagtens have hjernerystelse, uden at kaste op efter et glas mælk (det samme gælder voksne). Det er vigtigt at barnet tilses af en læge, så det kan få den rette vejledning (og eventuel behandling), hurtigst muligt. Eventuelt hjælp barnet bagefter, ved at bruge hjernerystelsestrappen. Mælk og hjernerystelse har i hvert fald intet med hinanden at gøre.