Hjernerystelse | Commotio Danmark

Studie #16 – Aktivitets rolle i behandlingen af hjernerystelse

Aktivitets rolle i behandlingen af hjernerystelse

En helt ny litteraturgennemgang har kigget på aktivitets rolle i behandlingen af hjernerystelse.1 De konkluderer at en aktiv rehabilitering i form af subsymtomatisk aerob træning (SAT) formentlig er den bedste vej at gå – og faktisk også bedre end tværfaglig behandling. Og så meldes det som værende stort set bivirkningsfrit. Og SAT kan være med til at forbedre stabiliteten i cellens opbygning, den mitokondrielle biosyntese og hjælpe med om- og genkobling af hjernens blodåre.2

Forfatterne bag studiet har forholdt sig til den såkaldte “Preferred Reporting Items for Systematic Reviews and Meta-Analyses“, også kaldet PRISMA og til “Meta-Analysis of Observational Studies in Epidemiology” kaldet MOOSE, i udarbejdelsen. Til at udregne effekten af behandlingerne, har man brugt Hedges’ G, der er en statistisk effektmåling.

Resultater

Ud af 1070 artikler som forfatterne fat i deres søgning efter artikler, var der 23 artikler der blev inkluderet i studiet, fordelt på randomiserede studier (8 i alt, inklusiv pilotstudier) og observationsstudier. Det gav en samlet population på 2.547 ramte, hvoraf de var cirka 50/50 mellem mænd og kvinder. 2/3 af studierne var lavet på unge, 1/3 på voksne. Så har vi en beskrivelse af hvad der reelt set er kigget på.

Alle studier viste faktisk en positiv effekt af fysisk aktivitet – og effekten er tillige også målt til at være stor. Det er dog værd at være opmærksom på, at kun 12 af de 23 studier havde specifik fokus på SAT. De resterende havde primært fokus på tværfaglig behandling. Her er det værd at bemærke at effekten var bedst ved SAT – 2,5 gange bedre end ved tværfaglig behandling. Den tværfaglige var “kun” af moderat effekt.

Konklusion

Ingen bivirkninger blev registreret i de 23 studier – altså antages behandlingsformen som værende sikker. Og samlet set peger pilen i retningen af, at aktivitets rolle i behandlingen af hjernerystelse er særdeles vigtig. Det er dog vigtigt at have for øje, at der ikke er sammenlignet med kontrolgrupper, hvilket helt sikkert trækker ned i vurderingen af studiet. Det skyldes blandt andet at ikke alle studier havde en. De der havde, viste dog også generelt en større forbedring hos SAT-grupperne, end kontrolgrupperne.

Yderligere var der ikke subanalyser af mænd og kvinder, samt hjernerystelseshistorik, der begge kan have indflydelse på symptomscoren.

Selv benævner forfatterne store problemer med de brugte studier, såsom manglende randomisering, mangel på kontrolgruppe, manglende blinding af deltagerne (ses blandt andet i dette studie), med flere.

Samlet set, anbefaler studiet SAT, og aktivitet generelt, som behandling til hjernerystelsesramte – både i og uden for den akutte fase. Og udover at vi stadig gerne ser rigtigt gode RCT-studier på området, så mangler vi også viden om optimal intensitet, længde, hvor det giver bedst mening at starte op, med mere. Men alt i alt et fint studie, der skubber os endnu mere i retningen af, at fysisk aktivitet er den bedste behandling for hjernerystelse.

Referencer

  1. Carter K., Pauhl A.N. & Christie A.D., Med & Sci in Sports & Exercise 2021, doi:10.1249/MSS.0000000000002663
  2. Dech R. et al., J Sci Med Sport 2019, 22:10, 1090-1096, doi: 10.1016/j.jsams.2019.06.007