Tinnitus ved hjernerystelse

Ordet “tinnitus” har sin oprindelse i det latinske “tinnire”, hvilket betyder “at ringe”, og refererer til en lyd, der ofte beskrives som et susen i ørerne. De fleste studier indikerer, at forekomsten af tinnitus i den generelle befolkning ligger mellem 10 og 15 %, dog hælder det ofte mod 10 %.⁵ Tinnitus defineres som det bevidste udtryk af en lyd, der opstår ufrivilligt i hovedet på dets ejer eller forekommer at gøre det.⁹ Med andre ord er det oplevelsen af at høre en lyd uden tilstedeværelsen af akustisk stimuli.¹⁰

Risikofaktorer for udvikling af tinnitus inkluderer primært høretab,⁶ eksponering for høje lyde og støj på arbejdspladsen eller i fritiden,⁶ samt faktorer som fedme, rygning, alkoholforbrug, hovedskader, gigt og hypertension.^6,7 Derudover kan genetiske faktorer også spille en rolle.⁸

Teoretisk set stammer den auditive opfattelse af tinnitus fra tab af sensorisk input fra cochlea til den auditive thalamus (bottom-up-generering) og/eller omorganisering af centrale neurale netværk, der er ansvarlige for opmærksomhed, følelse og hørelse (top-down-ændringer). Neurobilleddannelsesstudier har identificeret flere neurale systemer, der er forbundet med generende tinnitus, herunder de dorsale og ventrale opmærksomhedsnetværk, default mode network, limbiske, auditive, somatosensoriske og visuelle hjernenetværk.¹¹