Den 1. november 2022 er der valg til det danske folketing. I den forbindelse er der mange ønsker fra mange organisationer til, hvad politikerne skal fokusere på i næste valgperiode. Dette gælder også inden for hjernerystelse. Her er der blevet foreslået en såkaldt hjernerystelsespakke, at alle kommuner ansætter en hjernerystelseskoordinator, en behandlingsgaranti for ramte, samt en hjernerystelsesvenlig beskæftigelsespolitik. Vi har selvfølgelig også nogle tanker om hvad vi mener er bedst for området. Men mere om det senere. Først vil vi lige kigge på de tre forslag ovenfor.
Hjernerystelsespakker
En hjernerystelsespakke skal være lignende en kræftpakke. Ideen er at man vil undgå senfølger efter hjernerystelse, og det skal ske via krav der minder om dem man ser i kræftpakkerne. I de pakker er formålet “at øge og sikre kvaliteten af patientforløbet, herunder at patienterne får hurtig vished om diagnosen og undgår unødvendig ventetid“.[1] Ideen er egentlig prisværdig, men spørgsmålet er hvordan skulle sådan en pakke se ud. Ved kræft har vi objektive målemetoder der kan bruges til at diagnosticere sygdommen. Det har vi ikke ved hjernerystelse. Ved kræft har vi behandlinger vi ved har en effekt. Det har vi ikke ved hjernerystelse. Her er vores bedste bud stadig fysisk aktivitet. Og det er måske at stramme den, hvis der skal laves deciderede pakker, der skal sikre at man får lavet fysisk aktivitet, hvis man mistænker hjernerystelse. Men det vil helt sikkert være dejligt med et mere stringent forløb for de ramte. Men behøver det komme via en hjernerystelsespakke? Kunne vi ikke sætte os ned med lægeforeningerne, Hjernerystelsesforeningen, hospitalerne og Sundhedsstyrelsen, og få strikket sådan en tidsplan sammen, så der er nogle retningslinjer?
Hjernerystelseskoordinatorer
I teorien lyder det fantastisk med en hjernerystelseskoordinator. Hvor dejligt vil det ikke være, med én person i hver kommune, der kunne stå for netop dette. Men, der er i forvejen hjerneskadekoordinatorer i stort set alle kommuner i Danmark. Det vil derfor, i vores optik, være markant bedre brug af de ressourcer der er i kommunerne, hvis vi fik opgraderet disse personer, til at have større viden om også hjernerystelse. Det vil i forvejen være meget de samme retninger man bliver peget i, og derfor vil det mere være af symbolsk betydning at have hjernerystelseskoordinatorer – og en nem måde ikke at have behøve at gøre mere. Vi er derfor ikke entydigt positivt indstillet over for netop dette forslag, men ser andre muligheder i det kommunale regi.
Behandlingsgaranti
Igen lyder det jo fantastisk. “Hvis jeg nu bare kunne garanteres en behandling…”. Men hvad skal sådan en behandlingsgaranti involvere? På nuværende tidspunkt har vi ikke evidens for andet en aktivitet skulle have en reel virkning. Herudover kan psykologisk behandling have en effekt hvis man oplever symptomer i en længere periode. Men kan vi sætte aktivitet ind i en behandlingsgaranti? Og hvordan ville man gøre det? Behandlingsgaranti bliver desværre igen symbolpolitik, for der er på nuværende tidspunkt intet reelt at smide ind i sådan en garanti. Og der er jo i bund og grund også hele problemet hos sundhedssystemet.
Hjernerystelsesvenlig beskæftigelsespolitik
Hvad der præcis ligger i dette udtryk kender vi selvfølgelig ikke. Vi er selvfølgelig HELT enige i at der skal tages ordentlig hånd om de ramte – især dem der oplever vedvarende symptomer. Vi har dog svært ved at se hvad der præcist kan gøres “hjernerystelsesvenligt”, udover at man bliver endnu bedre til at møde ramte der hvor der er, og får hjulpet dem tilbage på arbejdsmarkedet på rette vis. Eller får placeret dem i den rette gruppe, fx flexjob, hurtigst muligt. Dette er ikke en hjernerystelsesvenlig beskæftigelsespolitik – men en human beskæftigelsespolitik – og den vil helt sikkert også være til gavn for hjernerystelsesramte. Den del kan vi faktisk godt støtte op om. Men igen finder vi det for symbolpolitisk at kalde det “hjernerystelsesvenlig beskæftigelsespolitik”.
Vores tanker
Vi har dog som nævnt også nogle tanker i forbindelse med Folketingsvalget 2022. Nogle af tingene bunder i det ovenstående, andet er ikke nævnt heri, men går igen i meget af det vi har arbejdet med og haft fokus på.
Vores første og største ønske er, at der stilles strengere krav til behandling af sygdom i Danmark. Ment på den måde, at du ikke med et weekendkursus i fjernhealing, skal kunne slå dig ned som behandler, og udnytte sårbare mennesker, der blot gerne vil vende tilbage til et normalt liv. Der er i vores optik alt for let spil for de mange alternative behandlere, der stort set alle sammen påstår at have den gyldne løsning på hjernerystelsessymptomerne. Den løsning, hvor de tager over, og så kommer man sig helt automatisk gennem deres blide berøringer, eller hvor man blot skal indtage et krydderi i store mængder. Kan vi sat flere rammer op omkring hvornår du må have lov at behandle syge og/eller sårbare, vil mange ramte nemlig ikke opleve nederlag eller “afhængighed” af tvivlsomme behandlinger såsom kraniosakral terapi, bindevævstræning, flydeterapi eller antiinflammatorisk kost. I stedet ville de kunne fokusere på hvad der formentlig hjælper dem mest – nemlig gradueret fysisk aktivitet og gradvis eksponering.
Derudover vil tværkommunalt samarbejde på området være fantastisk i vores optik. Det vil give markant bedre muligheder for de ramte, og man ville nemmere kunne lave hold målrettet hjernerystelsesramte. Især i de mindre kommuner. Vi er for så vidt enige med Iben Sønderup[2] i at flere ramte meget gerne må komme forbi de kommunale genoptræningsenheder. Det koster nogle penge, men de penge vil sandsynligvis hurtigt blive hentet gennem de besparelse det giver de kommunale beskæftigelsesafdelinger.
Og så ser vi gerne at der frigives flere penge til uafhængig forskning på området. Vi ser pt. at der er sat forskning i gang på samsynstræning – men bag ved denne forskning er Center for Hjerneskade, der selv tilbyder samsynstræning. Det kan derfor ikke kaldes uafhængig forskning (selvom resultaterne selvfølgelig kan være fine alligevel). Men for os at se, vil en optimal situation være en pulje med forskningsmidler specifikt sat af til dette område, som forskere fra universiteterne ville kunne søge, til at undersøge emner inden for hjernerystelse. Og gerne mere naturvidenskabelig forskning, da emnet jo primært er naturvidenskabeligt. Det betyder også at vi ikke har et behov for at Dansk Center for Hjernerystelse kører videre i sin nuværende form. Centeret har kørt siden 2019, og har reelt ikke bidraget med noget nyt. De nationale kliniske retningslinjer de lavede på området, som er det største arbejde de har lavet indtil videre, var i vores optik ikke brugbart. Kan man finde en ny form, hvor centeret IKKE er forankret i Center for Hjerneskade og Hjernerystelsesforeningen, og bliver helt afhængig af de to institutioner, må det gerne fortsætte.
Det bliver spændende at se hvor vi ender henne efter den 1. november, men ingen tvivl om at Folketingsvalget 2022 bliver spændende – også på hjernerystelsesområdet.