Hjernerystelse | Commotio Danmark

Commotio Danmark Logo 2022 - aflang
Menu

Hypofyse-insufficiens

Hypofyse-insufficiens

Hypofyseinsufficiens eller Hypopituitarisme er en tilstand hvor din hypofyse ikke fungerer som den skal. Traumatisk hjerneskade (TBI) kan netop være en af årsagerne til dette problem.

Hypofysen er placeret midt-nederst i hjernen, og er en del af den endokrine system. Hypofysen består af to dele, en forlap og en baglap. Det er forlappen der er den primære del af hypofysen, da den udgør cirka 75 % af den samlede masse. Det er også i forlappen af hypofysen producere hormonerne:

  1. Væksthormoner
  2. Prolaktin – vigtigt hormon i forbindelse med mælkeproduktion.
  3. Adrenokortikopt hormon – blandt andet frigørelse af kortisol.
  4. Thyroideastimulerende hormon – hormoner der generelt forøger stofskiftet i vævet.
  5. Gonadotropiner

I baglappen lagres følgende to hormoner:

  1. Antidiuretisk hormon
  2. Oxytocin

Når vi snakker hypofyseinsufficiens, skyldes det svigtende funktioner i forlappen. Det kan være både enkelte af de fem nævnte hormoner, eller alle sammen der er problemer med. Normalt undersøges dette via blodprøver og skanninger. Dette kan opstå ved traumatiske hjerneskader, da hypofysen er placeret i et lille rum i kraniet (sella turcica). Grundet denne placering øges risikoen for overrivninger af blodårene der løber ind i hypofysen, hvilket bevirker en nedsat virkning af denne.9

Incidens af hypofyse-insufficiens ved hjernerystelse

I forbindelse med TBI er der observeret en forhøjet risiko for nedsat hormonproduktion i hypofysen et år efter skaden.1 Det er især vækst- og gonadotropinerne dette opleves med.1,9 Der vurderes hos militærpersonal, at mellem 25 og 50 % der får en mild traumatisk hjerneskade (mTBI) som følge af eksplosioner, oplever en eller anden form for nedsat hormonproduktion,1,2 hvor nogle studier ligger i den højere ende.4,5 I den generelle befolkning tyder det på, at det er meget få der oplever dette.3,7 Det er dog værd at bemærke, at ingen af studierne har haft særligt mange deltagere, hvilket betyder at vi skal være varsomme, når vi ser på tallene.

Der foreligger flere studier på voksne, end der gør på børn og unge. Men enkelte studier findes der dog, og de peger også på en forhøjet risiko for at udvikle hypofyse-dysfunktion efter TBI.6 Dette er især set hos kvinder, men studiets fokus er på TBI generelt, og ikke specifikt mTBI, så hvorvidt det også gælder for hjernerystelse, ved vi reelt set ikke.

Symptomer på hypofyse-insufficiens

Symptomerne på hypofyse-dysfunktioner ligner dog meget de samme der rapporteres om ved hjernerystelse og ved PTSD. Det drejer sig om kognitive udfordringer såsom problemløsning og beslutningstagning, træthed, depression, angst, søvnproblemer med mere.2,9 Derfor kan det være relevant også at kigge på netop din hypofyse, hvis du som patient har symptomer i længere tid (> 1 år).5,8 Hvis der er en hypofyse-insufficiens, så kan den nemlig ofte behandles. Det er dog også værd at bemærke at langt de fleste der har disse udfordringer, kommer sig af sig selv inden for 3-6 måneder,9 hvilket også er årsagen til at vente forholdsvis lang tid med at få det tjekket.

Oftest vil en undersøgelse foregå ved at du får taget blodprøver og/eller skanninger, for at se om der skulle være en dysfunktion der påvirker dannelsen en eller flere af hormonerne. Såfremt en dysfunktion eller insufficiens opdages, kan en behandling foregå ved tilførelse af de hormoner der skulle mangle.

Så oplever du nogle af disse udfordringer, og har gjort det i mere end et år, så kan der være en idé i at snakke med din læge om hypofyseinsufficiens. Det er ikke sikkert du oplever de udfordringer, da det som nævnt kun er et fåtal. Men i enkelte tilfælde vil der være udfordringer her, der måske kan behandles. 

Referencer

  1. Wilkinson C.W. et al., Front Neurol 2012, 3, doi:10.3389/fneur.2012.00011
  2. Undurti A. et al., Front Neurol 2018, 9, doi:10.3389/fneur.2018.00072
  3. Tanriverdi F. et al., Endocrine Reviews 2015, 36:3, 305-342, doi:10.1210/er.2014-1065
  4. Ciarlone S.L. et al., J Neuro Res. 2020. 00: 1–14, doi:10.1002/jnr.24604
  5. Giuliano S. et al., Endocrine 2016, 58, 115-123, doi:10.1007/s12020-016-1183-3
  6. Ortiz J.B. et al., Front. Neurol. 2020, doi:10.3389/fneur.2019.01410
  7. W van der Eerden A. et al., European Journal of Endocrinology 2010, 162, 19-28, doi:10.1530/EJE-09-0436
  8. Jonasdottir A.D., Brain Injury 2018, 32:3, 310-317, doi:10.1080/02699052.2017.1418906
  9. Giza C. et al., Handbook of Clinical Neurology 2018, 158, 51-61, doi:10.1016/B978-0-444-63954-7.00006-9

Se også